Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Plejehjem

Et godt og meningsfyldt liv på plejehjem

Besvær med at spise

Næsten ni ud af ti plejehjemsbeboere har synkeproblemer. Synkeproblemer kan have alvorlige, helbredsmæssige konsekvenser, fx fejlernæring og dehydrering.

Undersøgelser viser, at op imod 87 pct. af alle plejehjemsbeboere har synkeproblemer.

Spise- og synkeproblemer kan have alvorlige, helbredsmæssige konsekvenser. Hvis problemerne medfører, at man ikke får nok at spise og drikke, kan man blive både fejl- og underernæret og dehydreret.

Problemer med at synke og at få maden i den gale hals kan også give infektioner i form af lungebetændelse og i værste fald resultere i kvælning.

Læs også: Problemer med underernæring

Tandproblemer og synkebesvær

Spiseproblemer kan skyldes problemer med tænderne, som kan afhjælpes ved en tandlæge. Det kan også skyldes synkebesvær – dysfagi – der er en lidelse, som forhindrer mad og væske i at passere sikkert fra munden til maven.

Langt de fleste spise/synkeproblemer kan løses med den rette professionelle hjælp. Ældre Sagen opfordrer derfor kommunerne til at sætte fokus på at opdage problemerne tidligt og at handle hurtigt i en målrettet, tværfaglig indsats.

Spisebesvær skal opdages

Ældre Sagen arbejder for, at alle kommuner indfører en fast procedure for og værktøjer til screening af alle borgere med tygge/synke-problemer, så symptomerne kan opdages, så den enkelte kan få hjælp.

Ældre Sagen opfordrer til, at kommunerne sikrer et tæt samarbejde mellem forskellige faggrupper om at finde årsagen til spiseproblemerne og at afhjælpe dem med den rette løsning.

En måde til hurtigt at afhjælpe problemet er at blive visiteret til særlig tygge- og synkevenlig kost. Madens konsistens kan betyde alt for, om ældre med spise- og synkebesvær er i stand til at sluge maden eller ej.

Er det gigt i hænderne, der plager, er det også lettere at spise mad, som ikke skal skæres i stykker. Her kan specialudviklet bestik måske også hjælpe.

Læs også: Kommunernes madtilbud til hjemmeboende ældre 

Sidst opdateret 14.02.2022