Pension

Alle pensionister skal have en tryg økonomi

Offentlige ydelser til pensionister i Danmark

Langt de fleste offentlige ydelser til folkepensionister afhænger af indkomst og formue. Der er således langt fra tale om et ta-selv-bord, når det gælder ydelser, der kan supplere folkepensionen.

Ydelserne til folkepensionister gives typisk til bestemte formål som fx nødvendig medicin, husleje og varmeudgift til pensionister med beskeden indkomst og formue, således at deres økonomi hænger sammen.

De ydelser, der kan gives alene efter alder, er de mindste ydelser, og dem er der i øvrigt også blevet luget kraftigt ud i de senere år.

Vi har samlet en liste over de områder, hvor pensionister har mulighed for at få tilskud eller rabat. Om du rent faktisk kan få tilskud eller rabat, afhænger af indkomst for langt de fleste af områderne.


Folkepensionen

Folkepensionen afhænger af din indkomst og (for ældrecheckens vedkommende) af din formue. Folkepensionister med ingen eller kun en beskeden pensionsopsparing får en højere folkepension, end pensionister med større pensionsopsparing.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om beregning af folkepensionen

Folkepensionens grundbeløb

Folkepensionens grundbeløb bliver mindre, hvis du har arbejdsindkomst.

Folkepensionens pensionstillæg

Pensionstillægget afhænger af din egen og din ægtefælles øvrige indtægter og nedsættes i takt hermed.

Ældrecheck

Ældrechecken er afhængig er din indkomst og likvid formue. Ældrechecken går til de pensionister, der har lavest indkomst og formue.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om ældrecheck 

Boligydelse

Boligydelsen er et tilskud til din husleje, og afhænger af din indkomst og formue samt huslejens størrelse mv. Boligydelsen sikrer, at pensionister med beskedne indkomster kan blive boende i deres egen bolig, og at de har råd til at bo i de ofte meget dyre plejeboliger.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om boligydelse

Varmetillæg

Varmetillægget er et tilskud til dine varmeudgifter, og afhænger af din indkomst og varmeudgiftens størrelse. Varmetillægget sikrer pensionister, der bor i boliger, der er dyre at opvarme, en rimelig økonomi.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om varmetillæg

Helbredstillæg

Helbredstillæg dækker udgifter til fx medicin, tandlæge. Tillægget sikrer at pensionister med små indkomster og formuer har råd til helbredsbetingede udgifter.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om helbredstillæg

Andre personlige tillæg

Det er muligt at søge tilskud til konkrete udgifter. De personlige tillæg skal sikre de allerdårligst stillede pensionister i tilfælde af uventede udgifter, fx en nyt køleskab.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om personlige tillæg

Reduceret ejendomsværdiskat

Ejere, der er fyldt 65 år, kan få nedslag i ejendomsværdiskatten. Nedslaget i ejendomsværdiskat betyder, at pensionister med beskedne indkomster kan blive boende i deres egen hus eller lejlighed.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om ejendomsværdiskat

Halveret licens

Har du en personlig tillægsprocent på 100 kan du få halveret licensen. Formålet er, at også de økonomisk dårligst stillede pensionister, skal kunne se TV på public service-kanalerne.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om licens

Rabat på transport

Ældre og pensionister rejser med rabat hos DSB. Der er forskellige regler alt efter din alder og om du rejser i Hovedstadsområdet eller på tværs af landet. Denne rabat er uafhængig af dine økonomiske forhold.

Fornyelse af pas

Er du 65 år eller derover, så får du nedsat prisen på fornyelse af pas. Rabatten er ikke afhængige af dine økonomiske forhold. Børn og unge under 18 år får også nedsat prisen. Læs mere om priser på fornyelse af pas

Gratis influenzavaccination

Alle pensionister kan i oktober, november og december få gratis influenzavaccination. Resten af året skal man selv betale for vaccinationen.

Læs artiklen: Husk vaccine mod influenza

Ejere kan indefryse ejendomsskatter

Ejere, der er fyldt 65 år, kan få indefrosset ejendomsskatter uafhængig af indkomst og formue. Renten på lånet skal følge markedsvilkår. Der er således ikke talen om et tilskud til pensionister.

Læs mere i håndbogen "Værd at vide" om indefrysning af ejendomsskatter

Fisketegn

Lystfiskere skal købe et fisketegn for at kunne dyrke lystfiskeri i Danmark. Personer over 65 år (og unge under 18 år) kan dog fiske gratis.

Rabat på kultur

En del museer, nogle teatre, kulturinstitutioner m.fl. giver rabat til pensionister – uanset din indkomst. Disse rabatter besluttet af institutionerne selv.

Rabat på aftenskole og svømmehal

En række kommuner giver rabat til pensionister på aftenskole, adgang til svømme- og sportshaller mv. – uafhængig af din indkomst. Disse rabatter besluttes af de enkelte kommuner.

Læs også: Offentlige tillæg og tilskud du kan søge

Sidst opdateret 02.09.2019