Pårørende gør en kæmpe indsats for syge og svækkede ældre. Pas godt på de pårørende.

Pårørende

Støtte til pårørende

Skriv pårørende ind i serviceloven

Ældre Sagen opfordrer politikerne til at skrive støtte til pårørende ind i serviceloven og sundhedsloven, så kommunerne forpligtes juridisk til at yde ordentlig støtte til pårørende.

Mere end 750.000 voksne danskere hjælper en eller flere svækkede ældre.

Størstedelen hjælper med glæde, men næsten hver anden oplever, at det er nødvendigt at hjælpe, fordi den offentlige hjælp ikke er tilstrækkelig.

Pårørende har også behov
Den støtte og aflastning, der findes til pårørende, sker efter en vurdering af den svækkede persons behov og altså ikke ud fra en vurdering af pårørendes egne behov.

Som pårørende står man uden rettigheder, på trods af at både danske og udenlandske undersøgelser dokumenterer, at det at give omsorg og pleje til andre gennem længere tid kan være opslidende og påvirke helbred, arbejdsliv og livskvalitet negativt.

Som pårørende oplever mange, at de ikke bliver inddraget, støttet og anerkendt igennem de ofte lange forløb, hvor de hjælper.

Tit har pårørende vanskeligt ved at navigere i de kommunale hjælpemuligheder.

Styrk pårørendes vilkår
Derfor mener Ældre Sagen, at der er behov for at styrke pårørendes vilkår, så adgangen til hjælp og støtte bliver nemmere.

Ældre Sagen og 13 andre organisationer har sammen opfordret politikerne til at skrive støtte til pårørende ind i Serviceloven og sundhedsloven, så kommuner og regioner får en klar ramme til at kunne tilbyde støtte, viden, rådgivning og netværk til pårørende.

De andre organisationer er :

  • DSR
  • Kræftens Bekæmpelse
  • Pårørende i Danmark
  • Alzheimerforeningen
  • Parkinson foreningen
  • Danske Handicap organisationer
  • Hjernesagen
  • Hjerneskadeforeningen
  • Hjerteforeningen
  • Skleroseforeningen
  • Ulykkes Patientforeningen
  • FOA

Skriv pårørende ind i serviceloven
Vi ønsker, at Danmark styrker pårørendes vilkår ved at skrive ind i serviceloven og sundhedsloven, at kommunerne har pligt til at tilbyde støtte til pårørende.

På den måde får kommuner og hospitaler fokus på at støtte og styrke pårørende, så konflikter og nedslidning kan undgås.

Støtte til pårørende skal ses som en forebyggende indsats, der kan sikre:

  • At pårørende får adgang til den vejledning og støtte, der behov for.
  • At medarbejderne er rustet til at samarbejde med pårørende
  • At der er klare rammer for at inddrage pårørende
  • At der tages hensyn til pårørende ved samtaler, visitation mv.
  • At pårørende får information om relevante tilbud
  • At der foranstaltes forebyggende indsatser, der skal forhindre nedslidning af pårørende
  • At der tilbydes støtte til pårørende i alle familier - også de, som ikke er velfungerende
  • At der tages hånd om børn og unge i familier, der rammes af alvorlig sygdom
  • At pårørendes anerkendes for deres indsats

Det betaler sig at investere i pårørende
Vi vil opfordre politikere til at arbejde for, at det bliver lovpligtigt at støtte pårørende, fordi ønsket om en forbedring af pårørendes vilkår rækker bredt på tværs af diagnoser og alder.

Når kommuner og regioner forpligtes til at støtte pårørende, vil det give et godt fundament for at inddrage, støtte og styrke pårørende.

Selv om det koster penge at udvikle og iværksætte tilbud, der kan støtte pårørende, mener Ældre sagen, at det godt kan betale sig at investere i pårørende i længden. For hvis der ikke er hjælp og støtte til pårørende, kan det få alvorlige konsekvenser.

Undersøgelser viser, at:

  • Pårørende, der hjælper, er i risiko for at brænde ud og selv blive syge.
  • Når en pårørende slides ned, risikerer den syge at miste en aktiv pårørende.
  • Når en pårørende bliver syg, kommer kommunen at stå med to syge personer i stedet for én.

Læs også: Øg støtten med "Charter for Pårørende"

Få støtte og hjælp som pårørende

Ældre Sagen støtter dig som pårørende, mens du hjælper en, der er syg eller svækket. Få hjælp til at overskue visitering, pasning, fuldmagter og økonomi. 

Læs gode råd om at være pårørende

Sidst opdateret 04.09.2017