Pårørende gør en kæmpe indsats for syge og svækkede ældre. Pas godt på de pårørende.

Pårørende

Støtte til pårørende

Indfør Bedstes Første Sygedag

Ældre Sagen arbejder for at få indført en familieomsorgsdag på arbejdsmarkedet, så pårørende kan få fri til at hjælpe ældre slægtninge på linje med ”barns første sygedag”.

Ældre Sagen har i flere år kæmpet for at få indført en familieomsorgsdag, populært kaldet ”Bedstes Første Sygedag,” på arbejdsmarkedet.

Vi mener, at det skal være muligt at holde en familieomsorgsdag, hvor man tager med sin nærmeste til lægen, på hospitalet, til visitationssamtale eller træder til, hvis der opstår noget akut.

Forslaget har reference til reglerne for ”barns første sygedag”, som de fleste af os efterhånden tager for givet.

Et flertal på 65 pct. af befolkningen er enig i forslaget, viser en undersøgelse fra 2017.

Læs også: Undersøgelse om pårørende 2017

At være pårørende er en stor opgave
Nogle mennesker, fx mennesker med demens eller andre, der er meget afhængige af hjælp, er ikke i stand til at tage til lægen eller at gennemføre en visitationssamtale alene. For dem er det vigtigt, at deres pårørende har mulighed for at tage med.

Som pårørende er det også vigtigt at være med, så man kan hjælpe med at huske det hele og er orienteret om, hvad læger og kommune anbefaler.

Arbejdsmarkedet bør tage et ansvar De fleste pårørende synes, det er naturligt at hjælpe, og gør det gerne.

Men blandt personer, der har forældre med behov for hjælp, oplever 36 pct., at det påvirker arbejdslivet negativt at hjælpe. Det er i alles interesse at passe godt på pårørende, som hjælper andre.

Arbejdsmarkedet bør vise vejen
Ældre Sagen mener derfor, at arbejdsmarkedet bør påtage sig et medansvar for at finde brugbare løsninger, så pårørende kan forblive aktive på arbejdsmarkedet.

Medarbejdere i Ældre Sagen har mulighed for at tage en omsorgsdag for at hjælpe ældre slægtninge.

Det betyder, at man som pårørende har mulighed for at være der, når fx ens mor uventet bliver udskrevet fra sygehuset, skal køres til lægen eller pludselig bliver syg.

Læs også: Pårørende gør en stor indsats

Undersøgelse om pårørende 

Ældre Sagens pårørendeundersøgelse fra 2015 viser, at det påvirker arbejdsindsatsen at være pårørende.

Man får svært ved at koncentrere sig, siger nej til nye udfordringer på jobbet og går måske ned i tid.

I undersøgelsen angiver 21 pct., at de har mistet indtægt, og 15 pct. har måttet melde sig syg for at kunne tage sig af deres mor eller far.

Læs også: Ældre Sagens pårørendeundersøgelse 2015 

Sidst opdateret 18.10.2017