Mad

Mad og måltider skal styrke sundhed og trivsel

Hurtig handling når vægten daler

Når underernæring opdages i tide er der større chance for at gøre noget ved det.

Op imod 60 pct. af ældre i plejebolig og i hjemmeplejen er i risiko for underernæring. Det er helt uacceptabelt, mener Ældre Sagen.

Vi arbejder for at bekæmpe underernæring og sikre bedre mad og måltider til ældre, som ikke selv kan lave mad, for at styrke sundhed og trivsel blandt svækkede ældre.

Læs også: Hver femte ældre er underernæret

Vægttab skal tages alvorligt

Ældre mennesker er især i risiko for at blive underernærede, hvis de er svækkede og modtager hjemmehjælp, bor på plejehjem eller bliver indlagt på sygehuset.

Læs også: Spise- og synkebesvær

Derfor foreslår Ældre Sagen, at svækkede ældre får undersøgt deres helbred og ernæringsmæssige tilstand, i forbindelse med at de visiteres til hjemmehjælp, sygepleje, rehabilitering og genoptræning.

Vurderingen gør det muligt for de fagfolk, som er i kontakt med de ældre, at opdage underernæring og uplanlagte vægttab i opløbet.

Der bør også foretages en vurdering i forbindelse med, at ældre flytter på plejehjem og når de indlægges eller udskrives i forbindelse med hospitalsophold. 

Ernæring og genoptræning bør hænge sammen

Ældre Sagen mener, at det også er vigtigt at sætte fokus på sund kost og en stabil vægt i forbindelse med eksempelvis genoptræning og rehabiliteringsaktiviteter. Træning uden samtidigt fokus på ernæring kan føre til yderligere vægttab.

Handleplaner for vægtforøgelse

Når uplanlagte vægttab hos svækkede ældre bliver opdaget af kommunens ansatte, har kommunen pligt til at handle. 

Det bør efter Ældre Sagens mening betyde, at i tilfælde af underernæring skal kommunen udarbejde en individuel plan for den pågældende, som skal omfatte mål for at forbedre ernæringstilstanden og vægten. Dernæst skal planen følges til dørs med handling.  

Behov for tværfagligt samarbejde

Ældre Sagen lægger vægt på, at kampen mod underernæring kræver en tæt og tværfaglig indsats.

Desuden kan der være mange forskellige årsager til underernæring, og der er typisk behov for, at der sættes ind med en fælles indsats, hvor både egen læge, kliniske diætister, hjemme- og sygeplejen, sygehuse og plejehjem involveres.

Uplanlagte vægttab indtræffer ofte i overgangen fra hjem til sygehus, fra hjem til plejehjem, eller i overgangen fra at have lavet mad til sig selv og så til at modtage mad udefra. Det kan kræve flere øjne at opdage forandringer, som gradvist viser sig.  

    Læs også: Ældre har svært ved at spise 

Tilbud om madservice lige efter hospitalsophold

Underernæring i forbindelse med hospitalsophold kan eksempelvis forebygges ved at indføre en tidligere og mere fleksibel visitation til madservice i kommunerne. 

Derved kan udskrevne patienter i tæt samarbejde mellem hospital og kommune i en periode få tilbudt madservice i tiden lige efter udskrivelse. Så sikrer vi, at ældre får ernæringsrigtige måltider udefra, så de kan koncentrere kræfterne om at komme sig.

Enkelte hospitaler har gjort sig gode erfaringer med denne form for forebyggende ernæringsindsats i forbindelse med udskrivning. Ældre Sagen arbejder for at udbrede lignende ordninger til hele landet. 

Læs også: Kommunernes madtilbud til hjemmeboende ældre

Mad

Mad skal fylde langt mere i arbejdet med ældres trivsel, mener Ældre Sagen

Se mærkesagen

Sidst opdateret 02.09.2019