Mad

Mad og måltider skal styrke sundhed og trivsel

Ældre har svært ved at spise

Underernæring blandt ældre skyldes, at mange har svært ved at spise og synke. Problemerne kan afhjælpes, hvis der sættes målrettet ind, mener Ældre Sagen.

Tandproblemer, synkebesvær eller for eksempel gigt i hænderne kan gøre det svært for svækkede ældre at spise.

Undersøgelser viser, at op imod 87 procent af alle plejehjemsbeboere har synkeproblemer, og problemet er sandsynligvis også udbredt blandt hjemmeboende. 

Lider man af spise- eller synkebesvær er man i risiko for at bliver underernæret. 

Læs også: hver femte ældre er underernæret

Ældre mennesker skjuler ofte spiseproblemer ved at spise alene, fordi mange skammer sig over at have spise- og synkebesvær. I dagligdagen forsøger mange at løse deres problem ved at undgå hårde fødevarer som sprøde brødskorper, hele kødstykker og rå grøntsager. 

Ældre Sagen mener, at de fleste problemer med spise- og synkebesvær kan afhjælpes og opfordrer til større fokus på problemerne, fordi de går ud over ældres livskvalitet og helbred. 

Læs også: Spise- og synkebesvær

Spisebesvær skal opdages

Ældre Sagen arbejder for, at alle kommuner indfører en fast procedure for, og værktøjer til, at screene borgere med tygge-synke problemer, så symptomerne kan opdages og den enkelte kan få hjælp.

Læs også: Hurtig handling når vægten daler

Spise- og synkeproblemer kan kun opdages, hvis nogen er til stede og observerer måltidet. På plejehjem er der personale til stede, som kan opdage, hvis man hoster, når man spiser, har rallende vejrtrækning efter et måltid eller hyppige infektioner, som kan være symptomer på tygge- synkeproblemer.

Blandt hjemmeboende kan det være vanskeligere, fordi hjemmeplejere som regel ikke er til stede, når hjemmehjælpsmodtagere spiser.

Problemer med tænder eller hænder

Ældre Sagen opfordrer til, at kommunerne sikrer, at forskellige faggrupper arbejder tæt sammen om at finde årsagen til spiseproblemerne og at afhjælpe dem med den rette løsning.

Hakket kød fremfor steak

En måde til hurtigt at afhjælpe problemet er at servere findelt mad til ældre med spise- og synkeproblemer. Madens konsistens kan betyde alt for, om ældre med spise- og synkebesvær er i stand til at sluge maden eller ej.

Ældre med tandproblemer har for eksempel også lettere ved at indtage hakket kød fremfor skiver af kød, selvom det er skåret i mindre bidder. 

Flydende føde kan også være en løsning for nogle ældre.

Har man synkebesvær kan det være en lettelse at indtage flydende føde. Og er det gigt i hænderne, der plager, er det også lettere at spise mad, som ikke skal skæres i stykker. Her kan specialudviklet bestik måske også hjælpe.

Mad

Mad skal fylde langt mere i arbejdet med ældres trivsel, mener Ældre Sagen

Se mærkesagen

Sidst opdateret 02.09.2019