Hjemmehjælp

Hjemmehjælp der passer til den enkeltes behov

Livskvaliteten er faldet blandt hjemmehjælpsmodtagere

I alt angiver knap 42 % af alle hjemmehjælpsmodtagere at have nogle eller mange uopfyldte behov

Livskvaliteten i form af det daglige liv, personlig pleje og velbefindende, mad og drikke, boligen, tryghed, aktiviteter, social kontakt og værdighed er faldet betydeligt blandt hjemmehjælpsmodtagere.

Det viser en undersøgelse, lavet af det nationale forskningsinstitut VIVE for Ældre Sagen.

Mange mangler social kontakt

Når der ses på de enkelte kategorier, så er det ”social kontakt” og ”aktiviteter”, hvor flest angiver, at de har udækket behov. Omvendt er det indenfor kategorien ”mad og drikke”, at flest angiver at få opfyldt behov.

Læs også: Alle har ret til social omsorg

50.000 hjemmehjælpsmodtagere har uopfyldte behov

I alt angiver 41,76 % af alle hjemmehjælpsmodtagere at have nogle eller mange uopfyldte behov indenfor minimum en af kategorierne. Opgjort i faktiske tal svarer det til, at ca. 50.000 hjemmehjælpsmodtagere i 2017 angiver at have mindst et uopfyldt behov inden for dagliglivet.

33 % mangler hjemmehjælp

I alt 36.000 hjemmehjælpsmodtagere i 2017 svarende til ca. 33 % angiver i rapporten, at de har behov for mere hjemmehjælp. Her er rengøring, det område hvor flest har brug for mere hjælp (25 %).

Læs også: 44 minutter om ugen til praktisk hjælp

Inden for samtlige otte området har livskvaliteten været faldende i perioden 2012 til 2017, men størst er faldet inden for områderne tryghed og bolig.

Faldende sandsynlighed for at modtage hjemmehjælp

Rapporten fremviser samme konklusioner som rapporten fra 2019 (”Hjælp til svage ældre”) vedrørende en faldende sandsynlighed for at modtage hjemmehjælp over tid. Sandsynligheden for at modtage hjemmehjælp er faldet over tid fra 12,29 % i 2012 til 7,96 % i 2017, og det skyldes ikke sund aldring eller andre væsentlige ændringer i de ældres livssituation.  

Livskvaliteten er faldet signifikant i perioden 2012 til 2017. Der er således tale om en nedgang på et 10 %-niveau på 6 ud af de otte ovenstående kategorier. Størst er faldet indenfor ”tryghed”, men også indenfor kategorierne ”boligen”, ”kontrol over dagliglivet”, ”mad og drikke”, ”personlig pleje og velbefindende” og ”social kontakt” har der været et betydeligt fald. 

Undersøgelsen viser desuden, at hjemmehjælpsmodtagere har flest udækkede behov, når det gælder social kontakt og aktiviteter.

Læs hele undersøgelsen: Den omsorgsbetingede livskvalitet blandt hjemmehjælpsmodtagere

 

Sidst opdateret 10.03.2021