Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Ensomhed

Ingen i Danmark skal rammes af alvorlig ensomhed

Depression hos ældre skal behandles

Sundhedspersonale skal uddannes i tegn på mistrivsel og depression hos ældre. Forekomsten af alvorlig depression er dobbelt så høj hos de 70-85-årige sammenlignet med den øvrige befolkning, men bliver overset

 

Omkring 15 pct. af 65+-årige lider af depression.

Men kun en tredjedel af dem søger hjælp hos deres praktiserende læge. Og af dem, der kommer til lægen, får under halvdelen den rigtige diagnose og behandling.

Samtidig ved vi, at forekomsten af alvorlig depression er dobbelt så høj hos de 70-85 årige sammenlignet med den øvrige befolkning . 

Læs rapporten 'Sygdomsbyrden i Danmark 2015'

Depression hos ældre bliver ofte overset, underdiagnosticeret og fejlbehandlet. Det er der forskellige årsager til.

Tegn på depression kan forveksles med alderdomssvækkelse 

Tegn på depression se anderledes ud end hos yngre aldersgrupper.

Typiske tegn hos ældre kan være forvirring, nedsat hukommelse, fysiske smerter, irritabilitet eller ængstelighed. 

Ældre har også ofte flere samtidige fysiske svækkelser og somatiske sygdomme, hvilket kan overskygge psykiske lidelser. 

Derfor er det vigtigt, at ældre, der viser tegn på psykisk sygdom, undersøges og behandles af personale, der har viden om både psykiatri og aldring samt viden om, hvordan forskellige symptomer og sygdomme hænger sammen. 

Tabu kan være en årsag til manglende behandling

Samtidig kan et udbredt tabu om psykisk sygdom bidrage til, at ældre ikke opsøger hjælp. På samme måde kan stereotype antagelser om ældre bidrage til, at sundhedsprofessionelle ikke får taget tegn på depression hos ældre alvorligt. 

Men depression er ikke en naturlig del af at blive ældre. Det er en sygdom, der har alvorlige konsekvenser for helbred og livskvalitet. Både for den enkelte, familien og samfundet.

Ældre Sagen foreslår, at:

  • Medarbejdere i kommuner, almen praksis og sygehuse uddannes i tegn på mistrivsel og depression hos ældre for at sikre opsporing, tidlig indsats og behandling
  • Alle kommuner har nøglepersoner med viden om psykosocial mistrivsel, psykisk sygdom og selvmordsadfærd blandt ældre
  • Samarbejdet styrkes og systematiseres mellem frontlinjemedarbejdere og civilsamfundsorganisationer, der har tilbud om fællesskab, samvær og støtte
  • Social- og Ældreministeriet laver en evaluering af de forebyggende hjemmebesøg
  • Kommuner, regioner, civilsamfundsorganisationer og private aktører går sammen om at aftabuisere livet med psykisk sygdom, fx ved vidensdeling, kampagner og oplysningsarbejde

Læs Ældre Sagen Indsigt om mental sundhed

 

Sidst opdateret 28.09.2022