Behandlingstestamenter kræver vejledning

Patienters selvbestemmelse er fra 1. januar 2019 blevet styrket med såkaldte behandlingstestamenter.

Med behandlingstestamentet kan man på forhånd fravælge livsforlængende behandling, herunder genoplivning, hvis man kommer i en tilstand, hvor man ikke kan give udtryk for sine ønsker.

Testamentet træder således først i kraft, når man er inhabil, fx ved fremskreden demens eller alvorlig hjerneskade.  

Her gælder behandlingstestamentet

Behandlingstestamentet gælder i følgende tre situationer:

• Hvis man ligger for døden, og behandlingen kun vil forlænge livet, men ikke vil betyde, at man får det bedre eller får lindret sine smerter.
• Hvis man er så svækket af sygdom, ulykke eller alder, at man aldrig igen kommer til at kunne tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
• Hvis behandlingen kan betyde, at man overlever, men lægen samtidig vurderer, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af selve behandlingen vil være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Med testamentet er der også mulighed for at sige nej til anvendelse af tvang ved behandling af en fysisk sygdom, hvis man ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv. 

Det er altid en lægelig vurdering, hvornår man er i en tilstand, hvor behandlingstestamentet skal træde i kraft.

Læs fakta om behandlingstestamente

Læs mere om behandlingstestamenter i Værd at Vide 

Behandlingstestamentet er ikke altid nok

Mange tror, at de er sikret mod at blive genoplivet, hvis de har udfyldt et behandlingstestamente. Det er dog ikke altid tilfældet.

Det skyldes, at beslutningerne i et behandlingstestamente først skal følges, når en læge har vurderet, at patienten er i en af de tre situationer, hvor behandlingstestamentet træder i kraft.

I en akut situation, som fx ved hjertestop, er der sjældent tid til både at undersøge, om der er et behandlingstestamente og at få en lægelig vurdering.

Beslutninger giver svære spørgsmål
Det kan, efter Ældre Sagens vurdering, være svært at forholde sig til de forskellige situationer, man kan tage stilling til i et behandlingstestamente, med mindre man har den nødvendige erfaring og faglighed.

Det kan fx være en beslutning om ikke at blive behandlet for at forlænge livet, hvis man bliver svært hjerneskadet og er ude af stand til at klare sig selv.

Det kan også være svært at sætte sig ind i situationer, hvor man vil sige nej til anvendelse af tvang ved behandling af en fysisk sygdom.

Umiddelbart vil de fleste tænke, at de vil undgå at udsættes for tvang. Men situationen bliver mere kompliceret, hvis det fx handler om en person med fremskreden demens, som falder og brækker en arm, men som modsætter sig behandling. Uden behandling kan personen opleve både nedsat bevægelighed og unødige smerter og lidelse.

Mere udførlige vejledninger
Derfor anbefaler Ældre Sagen, at der bliver udarbejdet mere udførlige vejledninger til oprettelse af behandlingstestamente end den nuværende, der er udarbejdet til borgere og pårørende af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den nuværende vejledning giver ikke tilstrækkelig med information omkring de forskellige beslutninger, man tager stilling til. Den informerer heller ikke tilstrækkeligt om, hvilke etiske, behandlingsmæssige, praktiske og juridiske konsekvenser disse beslutninger kan have for en selv og for ens pårørende.

Vejledningerne bør uddybes med eksempler på situationer, hvor et behandlingstestamente kan blive aktuelt, og hvilke konsekvenser forskellige beslutninger kan have.

Derudover skal det fremgå helt tydeligt, at behandlingstestamentet primært vil kunne bruges i de tilfælde, hvor der er tid til at overveje beslutninger om behandlingsniveau.

Det skyldes, at det altid kræver en lægelig vurdering af, om patienten er i en tilstand, hvor behandlingstestamentet skal træde i kraft. Det er der ikke altid tid til i en akut situation, som fx ved hjertestop.

Professionel vejledning
Sundhedsfaglige medarbejdere, der er tæt på patienter og borgere, skal være klar til at vejlede i de spørgsmål, som patienter og borgere kan tage stilling til i et behandlingstestamente.

Det kræver et veluddannet, kompetent personale, der har indsigt i behandlingers nytte- og skadevirkninger, og hvilke konsekvenser, de forskellige beslutninger kan have. Det er også afgørende, at personalet har den nødvendige tid og ressourcer til at give vejledningen.

Læs 'Sundhedspersonale skal tale om døden'

 Tag samtalen i god tid

Det er vigtigt, at de sundhedsfaglige medarbejdere taler med patienter, borgere og pårørende om mulighederne i et behandlingstestamente i god tid — før situationen bliver akut.

Det kan fx være den praktiserende læge, der tager initiativ til en samtale med en person, der er blevet diagnosticeret med en alvorlig sygdom.

Fortsat vigtigt med samtaler om døden
Da behandlingstestamentet primært kan bruges i de tilfælde, hvor der er tid til at overveje beslutninger om behandlingsniveau, er det fortsat vigtigt, at personalet på plejehjem, i hjemmeplejen og på sygehuse tager samtaler om ønsker til den sidste tid, herunder genoplivning, med alvorligt syge og svækkede patienter og plejehjemsbeboere.

Ønskerne skal journalføres og også gerne være tilgængeligt hos patienten og plejehjemsbeboeren, så uønsket behandling undgås.

 Læs 'Vi vil gerne tale om døden bare ikke vores egen'