Sundhedspersonale skal tale om døden

Samtalen med sundhedsfagligt personale gør en stor forskel for mennesker, der nærmer sig livets afslutning.

Ønsker til afslutningen på livet bliver nemlig i højere grad imødekommet og respekteret, når alvorligt syge og døende har haft mulighed for at dele tanker, spørgsmål og ønsker med de sundhedsprofessionelle, de er i kontakt med til daglig. 

Men det kan være en vanskelig samtale at tage initiativ til,  fordi personalet ofte mangler kompetencer, metoder og rutiner. 

Kommuner skal arbejde systematisk med samtalekultur

Ældre Sagen opfordrer kommuner og regioner til at arbejde mere systematisk med en samtalekultur, hvor især svækkede og syge ældre får mulighed for at dele deres ønsker til den sidste levetid.

Det kræver blandt andet gode rutiner og retningslinjer, samt at sundhedsprofessionelle får den nødvendige kompetenceudvikling til at afdække den enkeltes ønsker til afslutningen på livet — på en konstruktiv, værdig og respektfuld måde.

Det er også vigtigt, at personalet formår at håndtere samtaler om livets mere eksistentielle spørgsmål.

Det kan fx være spørgsmål i forbindelse med alvorlig sygdom, tanker om døden eller sorgen over at have mistet sin ægtefælle.

Læs mere om Ældre Sagens råd til hvordan du starter samtalen om død med dine nærmeste

Gode eksempler skal bredes ud

I de seneste år er der sket en betydelig styrkelse af de vigtige samtaler i både kommuner og regioner.

I Region Midtjylland sikrer det tværgående projekt Livets afslutning et samarbejde mellem tre kommuner, de praktiserende læger og hospitalsenheden med det formål at styrke mulighederne for, at den enkelte borgers ønsker for livets afslutning kan efterleves. 

De gode eksempler bør bredes ud, så flere får imødekommet deres ønsker og behov i forhold til livets afslutning – uanset hvor man bor i landet.

Tal om fravalg af genoplivning

Det er særdeles vigtigt at få afklaret den enkeltes tanker om og ønsker til genoplivning.

Hvis der ikke er blevet taget stilling, har sundhedspersonalet – med få undtagelser – pligt til at forsøge at genoplive en borger. Hvis de ikke gør det, er strafferammen op til to års fængsel. 

Nej tak til genoplivning skal journalføres

Med få undtagelser, er det kun, hvis man forinden har fået lægen til at skrive i ens journal, at man ikke ønsker genoplivning, at sundhedspersonalet ikke skal forsøge genoplivning.

Men alt for få har talt med lægen om ønsker vedrørende fravalg af genoplivning. Eller også har man talt om det, men kun på et uformelt plan - så beslutningen ikke er blevet journalført. Og så er den ikke gyldig.

Faktisk viser en undersøgelse lavet for Ældre Sagen i 2018, at kun 17 pct. af danskere mellem 80-90 år har talt med deres læge om ønsker i forhold til genoplivning og livsforlængende behandling.

Det gælder 27 pct. af personer over 90 år. 

I praksis betyder den manglende journalføring, at man på landets plejehjem og i hjemmeplejen skal forsøge genoplivning, selv om man måske har talt med den pågældende person, som har ytret ønske om ikke at blive genoplivet.

Det stiller både medarbejdere og borgere i en urimelig situation.

Behandlingstestamente er ikke nok

Et behandlingstestamente er heller ikke altid en garanti for, at den enkeltes ønsker om fravalg af genoplivning kan blive respekteret.

Behandlingstestamentet dækker for det første kun situationer, hvor personen ikke længere selv er i stand til at tage stilling til livsforlængende behandling eller genoplivning - fx hvis ved en fremskreden demenssygdom.

Og for det andet er det altid kun en læge, der kan vurdere, om personen er varigt inhabil og derfor befinder sig i en situation, som er omfattet af behandlingstestamentet. Det er der ikke altid tid til i en akut situation, som fx ved et hjertestop.

Læs om behandlingstestamenter her 

Ældre Sagens anbefalinger

• Ledelsen skal sikre, at medarbejderne både har den nødvendige tid og de nødvendige kompetencer til samtaler, samt at samtaler om den sidste tid og livets afslutning bliver prioriteret i dagligdagen
• Der skal sikres en organisering og systematik, så samtaler bliver holdt løbende og i god tid før situationen bliver akut
• Der skal udvikles retningslinjer på tværs af sektorer for at styrke samarbejdet og kommunikationen mellem kommuner, praktiserende læger og sygehuse
• Fravalg af genoplivning journalføres og kommunikeres på en måde, der er synlig for alle relevante medarbejdere, så der ikke skal bruges tid på at finde frem til den enkeltes ønske 
• Kommuner og regioner sørger for, at borgere, patienter og pårørende ved, at de har mulighed for samtaler.

Læs mere om 'Klar til samtalen'-projekterne her: