Døden

Alle har ret til en værdig afslutning på livet

Behandlingstestamenter kræver vejledning

Det er vigtigt med god vejledning, når behandlingstestamenter skal udfyldes

Patienters selvbestemmelse er fra 1. januar 2019 blevet styrket med de nye behandlingstestamenter.

Med behandlingstestamentet kan borgere på forhånd fravælge livsforlængende behandling, herunder genoplivning, hvis de kommer i en tilstand, hvor de ikke kan give udtryk for sine ønsker. Testamentet træder således først i kraft, når personen er blevet inhabil, fx ved fremskreden demens eller alvorlig hjerneskade.

Det er altid en lægelig vurdering, hvornår man er i en tilstand, hvor behandlingstestamentet skal træde i kraft.

Med testamentet har borgerne også mulighed for at sige nej til anvendelse af tvang ved somatisk behandling, hvis man en dag bliver varigt inhabil. Det kan fx være ved fremskreden demens.

Læs fakta om behandlingstestamente

Læs mere om behandlingstestamenter i Værd at Vide 

Behandlingstestamentet ikke altid nok

Mange tror, at de er sikret mod at blive genoplivet, hvis de har udfyldt et behandlingstestamente. Det er dog ikke altid tilfældet.

Det skyldes, at beslutningerne i et behandlingstestamente først skal følges, når en læge har vurderet, at patienten er i en af de tre situationer, hvor behandlingstestamentet træder i kraft.

I en akut situation, som fx ved hjertestop, er der sjældent tid til både at undersøge, hvis der er et behandlingstestamente og at få en lægelig vurdering.

Beslutninger giver svære spørgsmål
Det kan efter Ældre Sagens vurdering være svært at forholde sig til de forskellige situationer, man kan tage stilling til i et behandlingstestamente, med mindre man har den nødvendige erfaring og faglighed.

Det kan fx være en beslutning om ikke at blive behandlet for at forlænge livet, hvis man bliver svært hjerneskadet og er ude af stand til at klare sig selv.

Det kan også være svært at sætte sig ind i situationer, hvor man vil sige nej til anvendelse af tvang ved somatisk behandling. Umiddelbart vil de fleste tænke, at de vil undgå at udsættes for tvang. Men situationen bliver mere kompliceret, hvis det fx handler om en person med fremskreden demens, som falder og brækker en arm, men som modsætter sig behandling. Uden behandling kan personen opleve både nedsat bevægelighed og unødige smerter og lidelse.

Mere udførlige vejledninger
Derfor anbefaler Ældre Sagen, at der bliver lavet mere udførlige vejledninger til oprettelse af behandlingstestamente, end dem, der allerede er blevet lavet til borgere og pårørende af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den nuværende vejledning giver ikke tilstrækkelig med information omkring de forskellige beslutninger man kan tage stilling til, eller hvilke etiske, behandlingsmæssige, praktiske og juridiske konsekvenser disse beslutninger kan have for en selv og for sine pårørende.

Vejledningerne bør uddybes med eksempler på situationer, hvor et behandlingstestamente kan blive aktuelt, og hvilke konsekvenser forskellige beslutninger kan have.

Derudover skal det fremgå helt tydeligt, at behandlingstestamentet primært vil kunne bruges i de tilfælde, hvor der er tid til at overveje beslutninger om behandlingsniveau.

Det skyldes, at det altid kræver en lægelig vurdering af, om patienten er i en tilstand, hvor behandlingstestamentet skal træde i kraft. Det er der ikke altid tid til i en akut situation, som fx ved hjertestop.

Professionel vejledning
Sundhedsfaglige medarbejdere, der er tæt på patienter og borgere, skal være klar til at vejlede i de spørgsmål, som patienter og borgere kan tage stilling til i et behandlingstestamente.

Det kræver et veluddannet, kompetent personale, der har indsigt i behandlingers nytte- og skadevirkninger, og hvilke konsekvenser, de forskellige beslutninger kan have. Det er også afgørende, at personalet har den nødvendige tid og ressourcer til at give vejledningen.

 Tag samtalen i god tid

Det er vigtigt, at de sundhedsfaglige medarbejdere taler med patienter, borgere og pårørende om mulighederne i et behandlingstestamente i god tid — før situationen bliver akut.

Det kan fx være den praktiserende læge, der tager initiativ til en samtale med en person, der er blevet diagnosticeret med en alvorlig sygdom.

Fortsat vigtigt med samtaler om døden
Da behandlingstestamentet primært kan bruges i de tilfælde, hvor der er tid til at overveje beslutninger om behandlingsniveau, er det fortsat vigtigt, at personalet på plejehjem, i hjemmeplejen og på sygehuse tager samtaler om ønsker til den sidste tid, herunder genoplivning, med alvorligt syge og svækkede patienter og plejehjemsbeboere.

Ønskerne skal journalføres og også gerne være tilgængeligt hos patienten og plejehjemsbeboeren, så uønsket behandling undgås.

Læs også synspunktet: Sundhedspersonale skal tale om døden

Sidst opdateret 20.12.2019