Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Demens

Et værdigt liv med demens

Behov for sammenhæng

Mennesker med demens skal tilbydes et sammenhængende og individuelt behandlings- og plejeforløb

En demensdiagnose kan vende op og ned på en families hverdag. Både det menneske, der har fået diagnosen og de pårørende skal vænne sig til et liv med demens og sygdommens forskellige faser.

Med sygdommen følger også hyppig kontakt med en bred vifte af sundhedsfaglige personer og tilbud fx i almen praksis, udredning på hukommelsesklinik, lægebehandling og kommunale og frivillige tilbud. Forløbet med demens er derfor ofte præget af mange overgange samtidig med, at der foregår parallelle indsatser. 

Desværre er koordinationen mellem de forskellige sektorer ikke altid velfungerende. Mange demensramte og deres pårørende oplever, at de selv skal være den primære drivkraft for at sikre et sammenhængende forløb. Det kan være en stor belastning for en familie, der samtidig lever med en alvorlig sygdom, der forandrer livet, både mentalt og fysisk.

Læs også: Selvbestemmelse længst muligt

Der er såleces behov for, at mennesker med demens og deres pårørende tilbydes en systematisk, individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats - på tværs af faggrænser og organisatoriske strukturer. Hvor det er systemet, der sørger for en sammenhængende indsats. Og at hele familien får den støtte, der er brug for. 

Kvalitet uanset hvor i landet

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en række anbefalinger, der skal sikre sammenhængen i forløb for mennesker med demens. Disse anbefalinger indholder en lang række gode forslag.

Læs også: Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med demens

Men alligevel svinger omfang og kvalitet af tilbud til mennesker med demens, både i regioner og kommuner.

Derfor mener Ældre Sagen, at selv om anbefalingernene er et godt udgangspunkt for at sikre sammenhængende forløb, bør de følges op af en mere konkret straytegi for udbredelse og implementering. I dag er der hverken afsat midler eller udarbejdet en konkret plan. 

Ældre Sagen foreslår, at der nedsættes en national kvalitetsramme, der skal sikre systematik og sammenhæng - uanset hvor du bor og uanset om du er på sygehus, på plejehjem eller i eget hjem.

Kommuner skal sikre koordination

Ældre Sagen mener, at alle kommuner bør forpligtes til at tilbyde en koordinerende funktion, der gennem hele sygdomsforløbet kan fungere som indgang til relevante aktører, viden, rådgivning og tilbud for mennesker med demens og deres pårørende.

I dag har alle kommuner en eller flere demenskoordinatorer.

Men for reelt at kunne hjælpe med mange forskellige behov og udfordringer en familie har, der lever med demens, bør demenskoordinatoren udvides med tværfaglige demensteams i alle kommuner.

Et tværfagligt team vil kunne understøtte tidlig indsats, sammenhængende forløb, tværsektorielt samarbejde, kontinuitet, pårørendestøtte og samarbejde med civilsamfundet.

Ældre Sagen foreslår:

  • Der fastlægges en fælles national kvalitetsramme for demensindsatsen.
  • Alle kommuner etablerer faste, tværfaglige demensteams, der arbejder tæt på borgerne og i samarbejde med andre relevante faggrupper, forvaltninger og sektorer.

Læs også: Et værdigt liv med demens

Sidst opdateret 22.11.2022