Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Demens

Et værdigt liv med demens

Flere får demens

Omkring 87.000 danskere over 65 år har i dag Alzheimers eller andre former for demens. Tallet vil stige de kommende år.

Omkring 87.000 danskere over 65 år er ramt af demens. Det viser tal fra Nationalt Videnscenter for Demens.

Blandt mennesker over 65 år er der ca. 8.000 nye registrerede tilfælde af demens om året. Det svarer til ca. 22 nye tilfælde hver dag året rundt. 

Fremskrivninger fra Nationalt Videnscenter for Demens viser, at der sker en voldsom eksponentiel stigning af mennesker med demens de næste år. Således forventes det, at der i 2035 er ca. 134.000 mennesker med demens over 65 år.

Læs også: Danmark skal være demensvenligt

Risiko for demens stiger med alderen

Alder i sig selv forårsager ikke demens, men risikoen forhøjes, jo ældre man er. Andelen af personer, der bliver ramt af demens i en årgang, falder. Men fordi vi bliver flere ældre, vil det samlede antal af mennesker med demens stige.  

Selvom der over hele verden forskes massivt på området, findes der i dag ingen effektiv medicin mod demens, når sygdommen først er manifesteret.

200 sygdomme kan give demens

Der findes flere end 200 forskellige sygdomme, der kan føre til demens. Fælles for demenssygdomme er, at der er tale om en kronisk, fremadskridende hjernesygdom, der udvikler sig over flere år, og hvor de kognitive og fysiske evner svækkes hos den demensramte.

Selve forløbet er forskelligt fra person til person. Alzheimers er den hyppigste demenssygdom, som næsten 2/3 af alle demensramte over 65 år lider af.

Vaskulær demens er den næsthyppigste demenssygdom. Vaskulær demens er demens, der er relateret til forstyrrelser i hjernens blodforsyning fx som følge af blodpropper.

Vaskulær demens kan forekomme i sin rene form eller i kombination med Alzheimers. 

Den femte hyppigste dødsårsag

Demens er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark. De fire andre sygdomme, der forårsager flere dødsfald, er kræft, hjertesygdomme, sygdomme i åndedrætsorganer og kredsløbssygdomme.

Blandt kvinder er demens nummer 1 på listen over sygdomme, man dør af.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er de samlede direkte udgifter ved demenssygdomme omkring 8 milliarder kroner årligt. 

Læs også: Demens konster mindst 8 milliarder kroner årligt

Beboere på plejehjem har ofte demens

Alzheimerforeningen vurderer, at andelen af mennesker med demens på plejehjem er mellem 65 og 80 procent.

Ældre Sagen er en del af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark

I Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark samarbejder vi om at skabe et Danmark, hvor mennesker med demens kan fortsætte et liv med en høj grad af livskvalitet, værdighed og selvbestemmelse.
Læs mere om folkebevægelsen

Sidst opdateret 21.11.2022