Demens

Et værdigt liv med demens

Behov for proaktivt plejesystem

Mennesker med demens skal tilbydes et sammenhængende og individuelt behandlings- og plejeforløb

Det er helt centralt for mennesker med demens, at deres individuelle behov for hjælp og støtte mødes, at de har kendskab til de forskellige tilbud og muligheder, de har i forbindelse med forløbet, og at de tilbydes kvalitet og ensartethed i behandlings- og plejeforløb.

Desværre er det Ældre Sagens oplevelse, at mange personer med demens og deres familier på nuværende tidpunkt ikke kender, eller har vanskeligt ved at finde rundt i, kommunens tilbud.

Det er derudover Ældre Sagens oplevelse, at omfanget og kvaliteten af tilbud til mennesker med demens svinger, bl.a. fra kommune til kommune.

Kommuner skal sikre koordination

Ældre Sagen mener, at alle kommuner skal have en koordinerende funktion, så personer med demens kan mødes på deres individuelle behov for hjælp og støtte og kan sikres gennemsigtighed og sammenhæng i behandlings- og plejeforløb.

Ældre Sagen forslår i den forbindelse:

  • at alle kommuner har en koordinerende funktion, der kan fungere som borgerens indgang til aktører, viden, rådgivning og tilbud, der vil være relevante i løbet af sygdomsforløbet.
  • at kommunerne forpligtes til, at mennesker med demens, inden for en måned efter diagnosen er stillet, tilbydes en samtale om behovsafdækning og information om kommunens tilbud.
  • at kommunerne forpligtes til at have en løbende dialog med personen med demens for at sikre, at personen har den nødvendige viden om demens og de tilbud om hjælp og støtte, der svarer til sygdommens udvikling og personens individuelle behov.

Anbefalinger for sammenhæng i forløb

Ældre Sagen finder det positivt, at Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en række anbefalinger, der netop sigter mod at sikre sammenhængen i forløb for mennesker med demens og herunder også pointerer behovet for en koordinerende funktion (fx varetaget af den kommunale demenskoordinator).

Disse anbefalinger indeholder en lang række gode forslag til, hvordan man kan skabe sammenhængende forløb, der tager højde for borgernes individuelle behov og ønsker.

Det anbefales bl.a., at kommunerne sikrer:

  • at borgerne bliver inddraget i planlægningen af deres forløb
  • at borgerne tilbydes tilstrækkelige indsatser, rettet mod fastholdelse af deres funktionsevne og generelle livskvalitet (fx tilbud om fysisk træning, tandpleje- og ernæringsindsatser, musikterapi og andre psykosociale indsatser)
  • at der opretholdes en kontinuerlig dialog med borgerne vedr. rådgivning, støtte, tilbud og opfølgning
  • at der er fokus på tidlig opsporing
  • at det nødvendige samarbejde med øvrige sektorer pågår, således at ansvar- og opgavefordelingen er tydelig, og borgeren oplever en helhedsorienteret koordinering af forløbet.

Der mangler strategi for implementering

Ældre Sagen ser Sundhedsstyrelsens anbefalinger som et positivt og kærkomment bidrag til en styrket indsats over for mennesker med demens og deres pårørende.

Vi mener dog samtidig, at der er behov for en strategi for implementering (herunder finansiering) af anbefalingerne, så de bliver realiseret efter hensigten.

Læs også: Et værdigt liv med demens

Sidst opdateret 02.09.2019