Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Corona

Gode råd fra Ældre Sagen

Se hvordan og hvornår du kan blive vaccineret mod COVID-19

Vaccine mod COVID-19 beskytter dig mod at blive syg af coronavirus. Det er gratis at blive vaccineret mod COVID-19, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet.

 

Du nedsætter risikoen for at blive syg med coronavirus, når du bliver vaccineret. Derfor har regeringen besluttet, at alle danskere over 12 år tilbydes en gratis vaccine mod COVID-19.

Vaccination med tredje stik mod corona
Vaccinerne virker fortsat rigtig godt, men beskyttelsen fra vaccinerne aftager gradvist med tiden. Det gælder særligt blandt de allerældste, som også er i større risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19.

Alle over 18 år kan derfor få 3. stik med vaccinen 4½ måned efter 2. stik.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du tager imod 3. stik hurtigst muligt.

Sådan bliver du vaccineret
Hvis du er i målgruppen for tredje stik kan du booke tid på vacciner.dk. Du behøver ikke vente på at få en invitation i e-boks.

Du kan også henvende sig på de vaccinesteder, der tilbyder drop-in vaccination. Mange praktiserende læger og apoteker tilbyder også vaccination.

Beboere på plejehjem er blevet tilbudt vaccination via regionens udkørende teams.

Se, hvor du kan blive vaccineret på www.sst.dk 

Læs mere om vaccination og tidsbestilling på www.vacciner.dk

Sådan booker du tid, hvis du ikke har NemID
Hvis du ikke har et NemID, skal du bestille tid telefonisk.

Ring kun til nummeret i den region, hvor du skal vaccineres:

  • Region Hovedstaden: Telefon 38 66 00 00. Hverdage kl. 8-17, weekend og helligdage kl. 8-16.
  • Bornholm: Telefon 40 49 35 73. Alle dage kl. 8-16.
  • Region Sjælland: Telefon 70 20 42 33. Alle dage kl. 9-12 og kl. 13-19.30
  • Region Syddanmark: Telefon 99 44 07 17, Tast 1. Alle dage inkl. weekend og helligdage kl. 8-18.
  • Region Midtjylland: Telefon 70 23 24 15. Hverdage kl. 8-16, weekend og helligdage kl. 9-13.
  • Region Nordjylland: Telefon 97 64 84 63. Hverdage kl. 8-17, weekend kl. 8-15.30 og helligdage kl. 8-13.30.
Transport til vaccinationscenteret

Du skal selv sørge for transport til vaccinationscenteret.

Hvis du har brug for hjælp til transporten, fordi du har en varig funktionsnedsættelse, kan du få hjælp af din hjemkommune. Kommunens tilbud bør fremgå af din kommunes hjemmeside.

Hvis du får hjemmehjælp, kan du også spørge hjemmeplejen, om de kan hjælpe med at arrangere transport.

Vær opmærksom på, at det er kommunen der skal booke tid til din vaccine, hvis det er kommunen der transporterer dig til vaccinecentret. Det skal du ikke selv gøre.

Vaccination i eget hjem
Personer, der har svært ved at blive vaccineret i et vaccinationscenter kan blive vaccineret via en udkørende ordning.

Det betyder, at de kan få tilbudt vaccination i deres eget hjem eller på et nærliggende vaccinationssted. Det er ens hjemkommune, der vurderer, om man kan blive vaccineret via den udkørende ordning. 

Hvis du har brug for hjælp
Røde Kors har oprettet en landsdækkende telefonisk vaccinations-hjælpelinje. Her kan få hjælp til at finde et vaccinationssted, og du kan få rådgivning om tidsbestilling.

Røde Kors kan også følge dig frem og tilbage til vaccination.

Vaccinations-hjælpelinjen har tlf. 35 29 96 60 og er åben alle dage mellem kl. 10-16.

Læs mere om Røde Kors’ ordning på www.rodekors.dk

Når du er blevet vaccineret
Det er vigtigt, at du stadig følger myndighedernes retningslinjer og anbefalinger om fx værnemidler, afstand og hygiejne, selvom du er blevet vaccineret. Du bør også blive hjemme, hvis du har symptomer på COVID-19. 

På den måde beskytter du både dig selv og dem, der ikke er vaccineret.

Hvis du er i risiko for alvorlig sygdom med COVID-19, men er blevet færdigvaccineret, kan du i større omfang:

  • Være sammen med den nærmeste familie eller nære venner.
  • Have fysisk kontakt med familie og nære venner fx give et kram eller holde i hånden.
  • Deltage i aktiviteter med flere mennesker fx gå til fritidsaktiviteter.
  • Benytte offentlig transport og handle ind, uden at begrænse det til tidspunkter uden for myldretiden.

Du er færdigvaccineret 14 dage efter dit andet stik. 

Læs også: Kend reglerne for coronapas

Læs pjece med gode råd til dig, der er vaccineret, på www.stt.dk  

godt at vide om covid-19-vaccinerne


Det er normalt at opleve rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet. Du kan også få træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser og let feber. Det er ikke ualmindeligt.

Disse bivirkninger går væk igen, og du behøver derfor ikke kontakte din læge.

Har du en kendt og svær allergi mod f.eks. lægemidler, bør du fortælle det til den, der vaccinerer dig inden du bliver vaccineret. Det er sjældent at nogen oplever alvorlige bivirkninger.

Læs mere om vaccinerne på www.sst.dk 

Kilde: Sundhedsstyrelsen 

Sidst opdateret 25.05.2022