Corona

Gode råd fra Ældre Sagen

Se hvordan og hvornår du kan blive vaccineret mod COVID-19

Vaccine mod COVID-19 beskytter dig mod at blive syg af coronavirus. Det er gratis at blive vaccineret mod COVID-19, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet.

Du nedsætter risikoen for at blive syg med coronavirus, når du bliver vaccineret. Regeringen har besluttet, at alle danskere over 16 år skal tilbydes en gratis vaccine mod COVID-19. 

Se, hvornår du kan blive vaccineret

I første omgang får vi ikke nok vacciner til alle. Derfor bliver vaccinerne i starten prioriteret til de grupper, der har størst risiko for et alvorligt forløb med corona.

Det er bl.a. beboere på plejehjem, ældre med behov for både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem og ældre med risikofaktorer.

Personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen, som har tæt kontakt til de mest sårbare og varetager kritiske funktioner, vil også blive prioriteret først.

Her kan du se hvilke grupper og i hvilken rækkefølge Sundhedsstyrelsen tilbyder vaccinerne:

  1. Borgere i plejebolig mv. Er færdigvaccineret.  
  2. Borgere ≥ 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje. Er vaccineret. 
  3. Borgere ≥ 85 år. Er vaccineret. 
  4. Frontpersonale i sundheds-, ældre og dele af socialsektoren. Er vaccineret.
  5. Udvalgte patienter med særligt øget risiko. Er vaccineret. 
  6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko. Er vaccineret.
  7. Borgere 80-84 år. Forventes færdigvaccineret ved udgangen af april.
  8. Borgere 75-79 år. Forventes færdigvaccineret i maj.
  9. Borgere 65-74 år. Forventes færdigvaccineret ved udgangen af maj.

10 a. Borgere 60-64 år. Vaccineres fra maj og ind i juni. 

10 b. Borgere 55-59 år. Vaccineres fra maj og ind i juni.

10 c. Borgere: 50-54 år Vaccineres fra maj indtil udgangen af juni. 

10 d. 1. Borgere 16-19 år & 45-49 år. Vaccineres fra maj og ind i juli

10 d. 2. Borgere 20-24 år & 40-44 år. Vaccineres fra juni og ind i juli.

10 d. 3. Borgere 25-29 år & 35-39 år. Vaccineres fra juni og ind i juli.

10 d. 4. Borgere 30-34 år. Vaccineres fra juni og ind i august.

Sundhedsstyrelsen gør opmærksom på, at rækkefølgen kan blive justeret ift. vaccineleverancer, logistiske forhold mm.

Sundhedsstyrelsen oplyser også, at vaccinationstidspunkterne er skøn og skal tages med forbehold. Tidspunkterne frem til april 2021 er baseret på bekræftede mængder vacciner fra producenterne, mens tallene for maj og frem er baseret på Lægemiddelstyrelsens seneste estimater om vaccineforsyningen i disse måneder.

Se Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender 

Sådan bliver du vaccineret

Du modtager besked i e-Boks, når det er din tur til at blive vaccineret. Hvis du er fritaget fra digital post, vil du få brev med posten.

Når du får tilbudt vaccination mod COVID-19, får du samtidig information om, hvornår du kan blive vaccineret, og hvordan du bestiller tid på www.vacciner.dk.

Det er en god idé at bestille tid hurtigst muligt efter du har modtaget invitationen. 

Du kan ikke bestille tid til vaccination hos din egen læge.

Læs mere om vaccination og tidsbestilling på www.vacciner.dk

Sådan booker du tid, hvis du ikke har NemID

Hvis du ikke har et NemID, skal du bestille tid telefonisk.

Ring kun til nummeret i den region, hvor du skal vaccineres:

  • Region Hovedstaden: Telefon 38 66 00 00. Hverdage kl. 8-17, weekend og helligdage kl. 8-16.
  • Region Sjælland: Telefon 70 20 42 33. Alle dage kl. 9-12 og kl. 13-19.30
  • Region Syddanmark: Telefon 99 44 07 17, Tast 1. Alle dage inkl. weekend og helligdage kl. 8-18.
  • Region Midtjylland: Telefon 70 23 24 15. Hverdage kl. 8-18, weekend og helligdage kl. 9-17.
  • Region Nordjylland: Telefon 97 64 84 63. Hverdage kl. 8-17, weekend kl. 8-15.30 og helligdage kl. 8-13.30.

Hvis du ikke kan få tid til vaccination
Hvis du er blevet inviteret til vaccination, men ikke kan finde en ledig tid, må du desværre væbne dig med tålmodighed.

Der kommer løbende vacciner og vaccinationstider. Derfor kan det være nødvendigt at kontakte tidsbestillingen eller vacciner.dk flere gange. Bookingsystemet bliver løbende opdateret med nye tider.

Vær opmærksom på, at der kan være regionale og kommunale forskelle på, hvornår der kommer nye vacciner til et område.  Derfor kan du opleve, at din familie eller venner andre steder i landet får tid til vaccination før dig, selvom I måske står i en lignende situation. Det skyldes, at der kan være regionale forskelle på, hvordan vaccinerne bliver fordelt. Regionerne følger dog alle Sundhedsstyrelsens strategi for fordeling af vaccinerne.

Transport til vaccinationscenteret

Du skal selv sørge for transport til vaccinationscenteret.

Hvis du har brug for hjælp til transporten, fordi du har en varig funktionsnedsættelse, kan du få hjælp af din hjemkommune.

Kommunens tilbud bør fremgå af din kommunes hjemmeside.

Hvis du får hjemmehjælp, kan du også spørge hjemmeplejen, om de kan hjælpe med at arrangere transport.

Vær opmærksom på, at det er kommunen der skal booke tid til din vaccine, hvis det er kommunen der transporterer dig til vaccinecentret. Det skal du ikke selv gøre.

Når du er blevet vaccineret
Det er vigtigt, at du stadig følger myndighedernes retningslinjer og anbefalinger om fx værnemidler, afstand og hygiejne, selvom du er blevet vaccineret.

På den måde beskytter du både dig selv og dem, der ikke er vaccineret.

Hvis du er færdigvaccineret, behøver du dog ikke længere holde 2 meters afstand til andre, når du er derhjemme. Du kan derfor igen kramme eller sidde tæt med personer, der er færdigvaccineret eller uden øget risiko for alvorlig sygdom med COVID-19.

Du er færdigvaccineret 14 dage efter din 2. vaccinedosis.

godt at vide om covid-19-vaccinerne


Foreløbigt har sundhedsmyndighederne godkendt tre typer vacciner, som leveres til Danmark løbende. Følgende vacciner er godkendt:

  • Comirnaty®
    Godkendt til brug hos personer over 16 år, dog ikke til gravide og ammende. Comirnaty® har en effekt på cirka 95 procent.  
  • COVID-19 vaccine Moderna®
    Godkendt til brug hos personer over 18 år, dog ikke til gravide og ammende. COVID-19 vaccine Moderna® har en effekt på 94 procent.
  • COVID-19 vaccine AstraZeneca®. OBS: Brugen af AstraZeneca® er sat på pause pr. 11. marts 2021.
    COVID-19 Vaccine AstraZeneca® er godkendt og kan gives til alle personer over 18 år uden særligt øget risiko for alvorligt forløb med COVID-19. Dog anbefales vaccination af gravide og ammende som udgangspunkt ikke. COVID-19 vaccine AstraZeneca® har en effekt på cirka 60 procent. 

Du skal vaccineres to gange for at opnå den bedste beskyttelse. Du får vaccinerne med ca. 3-6 ugers mellemrum. Det er den samme type vaccine du får begge gange.

Effekten af vaccinen starter 10- 14 dage efter 1. dosis. Indtil da, er man slet ikke beskyttet. 

Comirnaty® er fuldt effektiv 7 dage efter 2. dosis, COVID-19 vaccine Moderna® er fuldt effektiv 14 dage efter 2. dosis og COVID-19 vaccine AstraZeneca® er fuldt effektiv 15 dage efter 2. dosis.

Bivirkninger ved vaccination mod COVID-19

Det er normalt at opleve rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet. Du kan også få træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser og let feber. Det er ikke ualmindeligt.

Disse bivirkninger går væk igen, og du behøver derfor ikke kontakte din læge.

Har du en kendt og svær allergi mod f.eks. lægemidler, bør du fortælle det til den, der vaccinerer dig inden du bliver vaccineret. Det er sjældent at nogen oplever alvorlige bivirkninger.

Læs mere om vaccinerne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Læs Sundhedsstyrelsens pjece om vaccination mod COVID-19

Læs også: Kend reglerne for coronapas

Kilde: Sundhedsstyrelsen 

Sidst opdateret 19.03.2021