Corona

Gode råd fra Ældre Sagen

Begravelse, bisættelse og ceremoni under Corona

Begravelser, bisættelser og ceremonier i forbindelse med dødsfald påvirkes af Corona-krisen. Læs om mulighederne for forsamling, livestreaming og jordpåkastelse.

Ældre Sagen har samlet den information, der er tilgængelig om begravelse, bisættelse og ceremoni under Corona. Oplysningerne kommer fra Kirkeministeriet og folkekirken.dk. Artiklen opdateres løbende, hvis reglerne ændrer sig.

Regler for kirkelig begravelse eller bisættelse

Begravelser og bisættelser i folkekirken er undtaget reglen om, at højest 50 personer må forsamles. Det gælder både indendørs og udendørs. Der må dog maksimalt være én person pr. fire kvm gulvareal i kirkens skib.

Det betyder, at der maksimalt må være adgang for 50 personer, hvis kirkens skib har et areal på 200 kvm. Men der skal tages højde for kirkens indretning, så at deltagerne kan følge anbefalingerne om at holde afstand til hinanden.

Det er den enkelte kirke, der vurderer, hvordan deltagerne kan holde den nødvendige afstand med hensyn til siddeareal mv. På kirkedøren er der anvist max antal deltagere. I forbindelse med en ceremoni vil kirketjener/graver og præst hjælpe med at reglerne overholdes.

Reglerne om én person pr. fire kvm gulvareal gælder ikke udendørs. Men de generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om hygiejne, om at holde behørig afstand og om hensigtsmæssig adfærd i øvrigt skal iagttages.

Læs også: Guide til begravelse – sådan gør du

Regler for ikke-kirkelige ceremonier

Hvis den afdøde ikke er medlem af folkekirken, er det stadig mulighed for at bruge kirkens kapel til en ceremoni – dog uden præst.

Kirkens kapel er også undtaget reglen om, at der ikke må samles mere end 10 personer. Ligesom i kirken, må der maksimalt være én person pr. fire kvm gulvareal.

Hvis ceremonien skal holdes et andet sted, fx udenfor eller i et forsamlingshus, gælder myndighedernes aktuelle anvisninger.

Læs også: Begravelse når du ikke er medlem af folkekirken

Mulighed for live-streaming

I mange af landets kirker, har stiftets provster og biskop aftalt at give tilladelse til, at der kan livestreames fra begravelser og bisættelser.

Begravelser er dog i udgangspunktet private, derfor skal I overholde reglerne om persondatabeskyttelse, herunder regler om behandling af personfølsomme oplysninger og eventuelt regler om ophavsret.

Tal med den ansvarlige præst om, hvad der kan lade sig gøre.

Hold ceremonien senere

En begravelse eller bisættelse er oftest en ceremoni, hvor nære og kære samles for at mindes en elsket person, der ikke er her mere. For mange er afskeden vigtigt og en del af sorgprocessen.

Det kan derfor være svært at skulle begrænse antallet af deltagere. Hvis det er nødvendigt at begrænse antallet, så overvej, om det kan lade sig gøre at holde en privat ceremoni på et senere tidspunkt – efter selve begravelsen eller bisættelsen.

Det kan fx være en privat mindeceremoni, hvor familie, venner og andre nære samles og mindes og taler om den afdøde. Man kan vise billeder, holde taler eller spille musik.

Alternativt kan I overveje at vente med selve jordpåkastelsen. Det vil sige, at afdøde bliver kremeret, og at urnen opbevares, ind til man igen kan samles i kirken og holde den kirkelige handling med jordpåkastelse. Denne form er kun for dem, der ønsker kremering og ikke kistebegravelse.

Dødsannonce

Det er stadig muligt at få bragt en dødsannonce i avisen. Det kan være en god idé, at der står i annoncen, hvordan ceremonien skal foregå.

Hvis begravelse eller bisættelse skal holdes i kirken, er det godt at skrive, at kun inviterede deltagere kan være sikre på at få adgang til kirkerummet. Hvis der afholdes mindeceremoni på et senere tidspunkt, så skriv også det.

Hvis du ønsker at få bragt en dødsannonce i avisen, skal du kontakte redaktionen på den avis, du ønsker annoncen bragt i. Hvis du skal indrykke annoncen i flere aviser, så husk at spørge til rabat, da nogle aviser er ejet af det samme bladhus.

Det er også muligt, at få dødsannoncer på internettet fx, på afdoede.dk.

Kontakt Ældre Sagens rådgivning

Hvis du har spørgsmål og brug for rådgivning i forbindelse med dødsfald, kan du ringe til Ældre Sagen. Vi har både socialrådgivere, jurister og økonomer siddende klar ved telefonerne.

Kontakt rådgivningen


Kilde: Kirkeministeriet og Folkekirken.dk

Sidst opdateret 23.06.2020