Søg på lokalafdelingens hjemmeside

Er hukommelsen ikke, hvad den har været

Jeg glemmer mine aftaler! Min mor er forvirret og ved ikke, om det er nat eller dag! Min mand har ændret adfærd og har ingen hæmninger! Hvad er der galt? Hvad skal jeg gøre - hvad kan jeg gøre - hvor kan jeg få hjælp?

Symptomerne kan skyldes mange ting, fx vitaminmangel, men de kan også være et tegn på demens. Der er desværre stadig et tabu omkring mentale sygdomme, og der kan gå lang tid, før man tænker, at problemet kan være demens; det er nok ”bare” stress. Den demente kan være virkelig god til at skjule, at noget er galt.

Det kræver en læge at klarlægge, hvad problemet skyldes, og du synes måske ikke, det er kommet så vidt endnu og vil hellere have en uforpligtende snak med en person, der står ude på sidelinien. Den person kan være Kirsten fra Ældre Sagen i Rudersdal. Kirsten har haft demens tæt inde på livet i flere år og ved derfor, hvor frustrerende det er ikke at vide, hvad der får den nærtstående til at reagere, som vedkommende gør. Kirsten kan også henvise til korte videoer og andet materiale, hvor man kan lære, hvad demens er og dermed bedre forstå den ramte. Hun kan også henvise til professionelle i kommunalt regi.

Det kan være din pårørende snart skal på plejehjem, hvilket ikke bare lige er noget, man gør. Der er mange praktiske ting, som det er godt at have taget stilling til på forhånd, men som man ikke tænker over, fordi - ja, fordi man ikke ved, hvad man skal tænke over; det finder man ud af senere, og det kan nogen gange være træls, at man ikke vidste det inden flytningen. Det kan Kirsten også hjælpe med.

Det er opslidende og giver udfordringer at se en nærtstående ændre sig. Vi kan ikke ændre den syge, så vi skal selv forsøge at få hverdagen til at fungere, så livet stadig bliver til at leve. Her har Kirsten mange erfaringer at øse af.

Du kontakter Kirsten på tlf. 40 91 66 83 eller på mail: kthaarup@hotmail.com

 

 

Sidst opdateret 02.09.2019