Rejser og ture

OPERAREJSE TIL WIEN (sommer 2020)

Tag med Ældre Sagen Roskilde på spændende operarejse til Wien til næste sommer (2020). Rejsen byder - foruden to operaer - på mange interessante oplevelser i den skønne og kulturrige by. Tilmelding: Schønberg Musik & Rejser * tlf.: 5764 5354 * mail: musikogrejser@paradis.dk

Lokalafdeling

Roskilde

Hvem

Kun for medlemmer

Pris medlemmer

7,795 kr., i delt dobbeltværelse, tillæg for enkeltværelse: 1.100 kr.

Hvornår

Startdato: 03.06.2020 kl. 08.00
Slutdato: 07.06.2020 kl. 18.00

Tilmelding

Schønberg Rejser 5764 5354 el. musikogrejser@paradis.dk

Mødested

Kastrup lufthavn

Beskrivelse

1. dag: Vi flyver med Austrian Airlines ved 10-tiden. Flyvetiden er normalt ca. halvanden time. Fra lufthavnen kører vi med bus til centrum, hvor vi indtager en dejlig frokost på en traditionel wienercafe. Efter frokost kører vi en byrundtur i Wien, hvor vi bl.a. ser hele Ringen med alle de imponerende bygninger fra anden halvdel af 1800-tallet, som ikke mindst den danske arkitekt Theophil Hansen har sat sit præg på med Parlamentet, Børsen og Koncerthuset ved Karlsplatz.  Vi gør ophold ved slottet Øvre Belvedere og ved det berømte Hundertwasserhaus.  Sidst på eftermiddagen kommer vi til vores centralt beliggende Hotel Bellevue, hvor vi spiser middag.


2. dag: Efter morgenmaden tager vi med sporvognen til centrum, hvor vi møder en dansk- eller skandinavisktalende lokalguide, der tager os med på en byvandring forbi Hofburg, Albertina, den fashionable Kärtnerstrasse, Operahuset, Hotel Sacher og meget mere. Undervejs holder vi pause på en rigtig wienercafe. Vi ser mere af den gamle by og slutter foran Stephansdomen efter interessante tre timer. Her kan der arrangeres fælles frokost (tilkøb), f.eks. på restaurant Beim Hofmeister med suppe/dessert og Tafelspitz. Resten af dagen er fri til oplevelser på egen hånd. Om aftenen tager vi med sporvogn til Staatsoper og ser Donizettis - efter rejselederens mening - bedste opera, "Lucia di Lammermoor".


3. dag: Hele dagen er fri til oplevelser på egen hånd. En del vil nok søge at overvære morgentræningen kl. 10 på Den spanske Rideskole (tilkøb). Rejselederen og lokalguiden er selvfølgelig behjælpelige med forslag til museer, udflugter m.m. Om aftenen undersøger vi muligheden for en koncert, f.eks. på Hofburg.


4. dag: De der har valgt at tilkøbe denne dags udflugt kører i bus sydvest på ud af Wien og gør holdt ved det imponerende kloster Heiligenkreuz fra år 1133. Vi besøger borggården og souvenirbutikken. Bagefter fortsætter vi i den smukke natur på grænsen af Wienerwald og passerer det lille slot Mayerling, hvor et skrækkeligt selvmordsdrama udspillede sig for godt hundrede år siden. Efter et besøg ved torvet i Baden er vi klar til at indtage et glas ”Heuriger” i den lille, charmerende vinby Gumpoldskirchen, hvor vi også spiser en dejlig kold frokost med stedets lokale vin ad libitum. Godt mætte kører vi tilbage til Wien og Hotel Bellevue. De der ikke tilkøber udflugten kan tage en fridag i Wien til museer o. lign. 
Om aftenen skal vi opleve vi Lortzings opera "Zar und Zimmermann".


5. dag: Vi tjekker ud fra hotellet og kører herefter de få km ud til det berømte slot Schönbrunn, hvor vi har god tid til at opleve det flotte slot og de prægtige omgivelser. Vi indleder med at se de kejserlige gemakker - entréen er inkluderet - og flere af parkens seværdigheder ligeså; f.eks. udsigtspavillonen Glorietten. Det kræver dog en god lille travetur at komme derop. Der er tid til at nyde en frokost på egen hånd i den charmerende restaurant Kutcher G’wölb, et oplagt og hyggeligt sted at købe frokost – lige bag karetmuseet, hvor man kan se de flotte kejserlige kareter m.m. Ud på eftermiddagen forlader vi Schönbrunn og kører mod lufthavnen. Undervejs besøger vi den kæmpestore kirkegård Zentralfriedhof, berømt for musikergravene m.m.
Kl. 20.25 letter vi med Austrian Airlines mod København.


Prisen, 7.795 kr. inkluderer: Fly (Austrian Airlines), 4 overnatninger i dobbeltværelse (Hotel Bellevue ****), morgenmad, transfer til/fra lufthavnen i Wien, byrundtur (bus), middag 1. aften, udflugt til Schönbrunn m.besøg på slottet, frokost, guidet byvandring, kort offentlig transport i Wien (3 døgn), billetter til 2 operaer.
Tillæg for enkeltværelse: 1.100 kr.
Tilkøb: Koncert i Hofburg el. lign., ca. 500 kr., Frokost på Beim Hofmeister 200 kr., udflugt til Gumpoldskirchen med heuriger-frokost, ca. 350 kr.


Efter tilmelding fremsender den tekniske rejsearrangør faktura til efterfølgende betaling.
Velkomstbrev med afrejsetidspunkt og yderlige detaljer vil blive fremsendt ca.10 dage før afrejse.


Teknisk rejsearrangør:
Schønberg Musik & Rejser v/Morten Schønberg Sørensen, Ringstedvej 25, 4171 Glumsø.
Tlf: 5764 5354 * Mail: musikogrejser@paradis.dk * Hjemmeside: www.musikogrejser.dk
Rejsegarantifond nr. 2088.