Det hollandske forår er et stort farveorgie af tulipaner

Det hollandske forår er et

stort farveorgie af tulipaner

 

Det oplevede 53 medlemmer af Ældre Sagen i Høng. Turen bød også på gode oplevelser på kanaler og diger.

 

Et farveorgie af tulipaner og masser af vand, diger og dæmninger i et pandekagefladt landskab med masser af får og køer på markerne var hovedindtrykket, som 53 medlemmer af Ældre Sagen i Høng havde med sig hjem fra en fem dages forårstur til Holland.

 

Farveorgiet oplevede man ved et besøg i den 32 hektar store blomsterpark Keukenhof, hvor der hvert år lægges omkring syv millioner tulipanløg. Mellem bedene var der anlagt gangstier og vandløb samt foruden tulipaner masser af narcisser og hyacinter. Også parkens væksthuse var en oplevelse værd. 

 

På den dag, de 53 Høng-medlemmer besøgte parken, var parken fyldt med over 40.000 blomsterglade gæster, og mange benyttede muligheden for at købe tulipanløg med sig hjem.

 

Men Holland er meget mere end tulipaner. En oplevelse er også de mange kanaler bag imponerende diger og dæmninger, hvor nyt land er inddæmmet, blandt andet med tre store øer inderst i Issjelmeer, der er forbundet med hinanden og fastlandet med broer. 

 

En af dagene gik turen i forbindelse med en udflugt til Amsterdam via et 25 kilometer langt dige og dagen efter til Keukenhof var det via et dige på 27 kilometer.

 

På kanalrundfart

 

Ved besøget i Amsterdam var alle med på en kanalrundfart, der blandt andet gik igennem byens berygtede Red Light-distrikt. Dog på et tidspunkt på dagen, hvor kun en enkelt letlevende dame havde sat sig selv til skue i et vindue. 

 

 

Efter kanalrundfarten havde man mulighed for at gå rundt i storbyen, der vrimlede med turister, på egen hånd. En del valgte dog en fælles rask gåtur til Anne Francks Hus.

 

På turens næstsidste dag, så man nærmere på den gamle hansestad Zwolle, som engang var en travl havneby, men i dag efter store landindvindinger kun har adgang til vandet via kanaler ud til det tilbageværende Issjelmeer. 

 

Efter opholdet i Zwolle gik turen til “Hollands Venedig”, som den meget idylliske kanalby Giethoorn er mest kendt som. Det er en lille by helt uden landeveje og cykelstier. Eneste måde at komme rundt på til både bageren og købmanden er til vands i mindre både eller om vinteren på skøjter. Der bor under 2.000 faste indbyggere i byen, der med indkvarterede turister dog når op på 10.000.

“Før i tiden malkede vi køer. I dag malker vi turister”, som bådføreren i én af de to både, som Høng-turisterne sejlede rundt i, udtrykte det.

 

Mættet af indtryk fra forårsturen, som også bød storke i både reder og på marker og en sightseeingtur igennem to landsbyer, der ledte tanken hen på det amerikanske Amish-samfund, gør Ældre Sagen i Høng nu klar til sin næste udlandstur. Det bliver en syv dages-tur, der fra 16. til 22 august går til det naturskønne område ved Rhinen og Mosel. 

 

Turen, der foretages med Klingenberg Busrejser, køres i forbindelse med den store årlige vinfestival i Rüdesheim.

 

Sidst opdateret 07.10.2018