Formandens Jule / nytårs hilsen 2018

Nye tiltag.

Kære medlemmer
Det nye medlemsblad for 1. halvår 2019 er nu udsendt. Vi har endnu en gang forsøgt at lave et bredt og alsidigt program. 

Ældre Sagen Hobro udsendte i midten af november det første lokale nyhedsbrev pr. mail til mere end 300 husstande i Hobro. Nyhedsbrevet er blevet godt modtaget og planlægges udsendt regelmæssigt. Vi håber, at der fremover vil være mange flere husstande, der modtager det lokale nyhedsbrev i deres indbakke. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på vores lokale hjemmeside: www.ældresagen.dk/hobro Det eneste du skal bruge er dit medlemsnr. i Ældre Sagen samt din mail adresse. Med nyhedsbrevet kan vi løbende holde medlemmerne orienteret om, hvad der sker i lokalafdelingen, og det giver en større fleksibilitet, hvis vi med kort varsel får tilbudt et spændende arrangement. 

En anden nyskabelse er, at du fra 1. januar 2019 kan melde dig til vore arrangementer og betale for disse på ovennævnte hjemmeside. Det vil fortsat være muligt at tilmelde sig til/på kontoret. Der bliver åbnet for tilmelding på hjemmesiden og på kontoret på samme tidspunkt. Ved tilmelding skal du bruge dit medlemsnr., eller navn samt dit Dankort. Med hensyn til medlemsnr. kan du på din mobiltelefon downloade Ældre Sagens App og her registrere dit medlemskort, så har du altid dit medlemsnr. ved hånden. Hvis du er i tvivl om hvordan du gør dette, vil de frivillige på kontoret være behjælpelig hermed. 

Ved at være medlem af Ældre Sagen støtter du et godt formål og er med til at påvirke den politiske dagsorden på ældreområdet i vores kommune og på landsplan. Ældre Sagen Hobro har nu 119 frivillige, der hver uge er med til at skabe glæde og livsmod for mange andre. Jeg vil på bestyrelsens vegne bringe en stor tak for det arbejde de frivillige udfører. 
Sidste dag kontoret har åbent inden jul er den 17. december og vi åbner igen den 3. januar.
Alle vore medlemmer ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

Ole Knudsen / formand

Sidst opdateret 28.02.2019