Livsmods- og sorggrupper

HAR DU MISTET ET MENNESKE DER STÅR DIG NÆR ?

Har du brug for at tale med nogen om det at have mistet en af sine kære? Har du brug for at tale med nogen om dit tab og din sorg? Så har Ældre Sagen i København oprettet en Livsmods- og Sorggruppe som et tilbud til alle ældre, som har mistet en pårørende eller anden nærtstående person.

Gruppen, som består af 3-8 personer plus 2 gruppeledere, mødes 2 timer en gang ugentlig i Ældre Sagens lokaler i Valdemarsgade 8 på Vesterbro i København. Gruppelederne har alle solid baggrund og stor erfaring med lignende arbejde fra et langt arbejdsliv.

Et gruppeforløb vil sædvanligvis være et ugentligt møde i 12 uger, altså 12 gange.

Samværet i gruppen foregår ved, at deltagerne hver især fortæller deres historie, og hvordan de har det, medens de øvrige deltagere lytter. Der er absolut tavshedspligt om, hvad der bliver talt om i gruppen og navne på deltagerne. Efter 1 times tid vil der være en pause med mulighed for 1 kop kaffe/the og 1 ostemad.

Hvis du mener, det kan hjælpe dig at deltage i en gruppe, er du velkommen til at kontakte en af nedenstående gruppeledere, så vil du blive inviteret til en personlig samtale med to gruppeledere, inden du begynder i gruppen.

Ledere af Livsmods & Sorggrupper er:

  • Allis Novèl Telefon: 32 15 12 60
  • Ellen Lütken 33 14 25 52
  • Hans Erik Nymand 25 54 71 43

To personlige beretninger

I en svær tid kan man i Livsmodsgruppen finde det frirum, hvor man kan få sat ord på sin sorg og svære følelser og her er man anonym og ikke alene. Her kan man være ked af det og være sig selv.

Du lukker op for dit inderste – først overfor helt nye/fremmede mennesker, som måske snart bliver til medfølende og tolerante personer, som man måske kender bedre/kommer tættere på, end venner gennem mange år.

Måske bevarer I efter forløbet kontakten med hinanden – måske bliver I hinandens venner for livet? Der er muligheder, men det er op til én selv at forsøge at bruge dem.

Man vil formentlig føle, at man har fået mere overskud og energi – og ser lysere på fremtiden, end da man tilmeldte sig gruppen, som fint og indfølende blev ledet af Ellen og Erik. En stor tak til jer – og til mine nye venner.

MS

 


En mørk novemberaften døde min mand efter 56 år, og halvdelen af mig forsvandt.

En god ven, der var blevet enkemand anbefalede mig stærkt at finde en gruppe, hvor jeg kunne få snakket om min situation. Det er vigtigt at snakke om det , sagde han. Jeg havde dog ikke lyst til at sidde sammen med fremmede og tude – men blev dog efterhånden klar over, at jeg skulle prøve og tog mod til mig og ringede til Ældre Sagen.

Jeg var så heldig at komme i en dejlig gruppe. Vi var 7 kvinder, der mødtes og alle havde været ude for det værste, der kan ramme et menneske – ”at miste” en meget kær og var alle meget tyndhudede. Det var alt sammen for sørgelig, håbløst og trist og næsten for svært til at tænke på, bearbejde – vende og dreje og acceptere, og det kan være svært at snakke om.

Men midt i al vor forskellighed forstod vi hinanden, og jo mere vi fik mod til at åbne op for vore ømfindtlige følelser og tanker, jo mere forstod i hinanden – vi sympatiserede med hinanden og som møderne gik, fik vi snakket godt sammen. Vi fortalte hver især vores triste historie, vi græd lidt, og vi lærte hinanden at kende uden nogen form for ”indledning”. Der var ingen der egentlig afbrød og vi fik lov til at snakke til ende – få det hele med.

Det vigtigste var måske, at det hurtigt gik op for os, at vi forstod hinanden -  og derved interesserede i hinanden  - vi sympatiserede med hinanden.

Nu er vi snart færdige med at snakke med Ellen og Erik for bordenderne, Vi er blevet så fortrolige med hinanden og er på en måde afhængige af hinandens accept og sympati, at en del af os har besluttet at mødes en gang om måneden i tiden fremover for at snakke sammen.

Tak til Ellen og Erik og tak for alles tålmodighed.

Jeg er blevet inspireret af vore samtaler til fornyet mod på livet.

EM

Sidst opdateret 01.10.2019