Udflugt med demens-caféen til Vendsyssel Historiske Museum Mosbjerg

Efter 4 hårde måneder i mere eller mindre isolation blev det endelig tiden, hvor Ældre Sagen Sindals Demenscafé blev genoptaget – efter alle kunstens Coronaforholdsregler og til meget stor glæde for de demensramte og deres pårørende.

Caféen, som plejer at høre til i Bøgestuen på Aktivitetscentret, var forflyttet til den friske udendørs luft i bakkerne øst for Mosbjerg.

Her ligger en afdeling af Vendsyssel Historiske Museum, et gammelt husmandssted der hedder Højen. Nogle kender det sikkert fra høstdage og kartoffeldage, men Højen kan mere end det.

I indgangspartiet er der en lille udstilling med info om bl.a. dyreliv og fund af dyr og gamle redskaber. Her gjorde gruppen et lille ophold og fik sprittet hænder af (igen) og kigget på montrerne med oplysninger om stedet.

Derfra gik turen til selve husmandsstedet, hvor minderne for alvor blev vakt til live: her var en lille, gammel roe-rasper, en hakkelsesmaskine, seletøj til heste, alverdens gammelt værktøj, høloft (med svalereder og svalemøg) og meget mere. Alle deltagere af hankøn havde noget at sige om de udstillede genstande. En af husmandsstedet høner havde indtaget hakkelsesmaskinen og virkede fast besluttet på at forsvare den, som var den hendes rede. Hun lavede i hvert fald en forskrækkelig spektakel, mens vi formastede os til at gå rundt på hendes enemærker. Til sidst fortrak hun dog ud i det fri, men det var ikke det sidste, vi så – og hørte – til hende!

Fra lade/værksted gik turen gennem stalden, hvor vi hilste på de tre sortbrogede grisebasser, og konstaterede at der måtte være køer på stedet også, for deres efterladenskaber lå stadig i grebningen bag båsene.

I stuehuset, som man kommer ind i direkte fra stalden, stod Madam Blå kedlen og kogte på det gammeldags komfur. Her kom gruppens kvindelige deltagere på banen. Mangt og meget blev genkendt. Blandt andet fandt en deltager et stel i stuen, helt magen til ét hun engang havde haft.

I øjeblikket er stedet beboet, og ude i haven mødte vi en familie, der havde været der i flere år og som nød at skifte hverdagen ud med den gamle livsstil. Vi tog et kig i køkkenhaven og genkendte mange af planterne; ærter, porrer, løg og meget mere. Det var også her vi mødte den støjende høne igen, og vi fik en god latter, da hanen dukkede op til hønens store jubel, hvorefter han roligt og værdigt forsøgte at gøre sig usynlig i hønsehuset, mens hønen benede efter ham, ivrigt snakkende. Stakkels hane!

På vej tilbage til udgangspunktet kom vi forbi et lille udhus med en udstilling af forskellige markredskaber; plove, ajlevogn, så-redskaber osv. Igen skabte tingene genkendelse og gav anledning til en god snak om brugen af dem.

Efter endt rundtur var det tid til kaffe og kage. Hænder blev sprittet af (igen) efter alle kunstens regler, og deltagerne fordelte sig ved tre bord-/bænkesæt, så der var god plads og afstand mellem parrene. Og så gik snakken ellers på bedste vis over kaffebordet. Ved ”vores” bord kom vi hurtigt til at snakke om vores gode gamle vendelbomål, og mange udtryk blev forklaret. Undertegnede fik endelig forklaret hvad en ”råejpej” er (en siddepind til høns). Den eneste forbindelse jeg har mødt udtrykket i, var da det blev brugt beskrivende om en stol, der var meget lidt god at sidde på!! Det fik smilet frem rundt om bordet.

Stor TAK til demenscaféens ansvarlige for den meget tiltrængte og enormt hyggelige tur. Vi glæder os til næste møde.

Sidst opdateret 19.07.2020