Familien på farten

Så er torsdagsmøderne startet. Der var fuldt hus til mødet med familien på farten, Anne Grethe og Helge.

Dagen startede med følgende rim, skrevet af Mary Ølgaard:

Godt nytår til alle der er kommet i dag
det er dejligt at se så mange.
I dag skal vi høre et foredrag
og vi skal synge et par sange.
Vi har besøg af Helge og hans frue
så flotte billeder vi nu kan skue.
I dag skal vi høre om regnen og tørken
om dyr og natur i Afrikas ørken
De to rejser nemlig rundt i verden
iTV vi også kan følge deres færden.
Et stort velkommen vi siger til de to
Vi glæder os meget, det kan i tro.

Der var fuldt hus i Fjordparkens Aktivitetscenter den 9. januar, da Ældre Sagens første torsdagsmøde løb af stablen. 230 personer ville gerne høre Anne Grethe og Helge fra Familien på Farten. De fortalte om deres 22000 km tur i Sydafrika.
Anne Grethe og Helge kom på den stille, rolige, afslappede måde, som man også ser dem på TV.
Helge startede med at vise et kort over Sydafrika med de markerede ruter de havde kørt.
Han fortalte lidt om, hvordan de for mange år siden besluttede at rejse rundt med deres 3 små drenge, og de første billeder var med børnene.
Derefter tog Anne Grethe over og vi så ca. 900 fantastiske fotos.
Hele vejen var der tilsat noget dejlig musik, der passede til den enkelte situation.
Anne Grethe startede med at sige, at det hun havde glædet sig allermest til var at møde nogle af de sorte beboere.
De fleste gange stoppede de op et tilfældigt sted, hvor det ser ud til at der er en restauration/bar, selvom det ser simpelt ud kan der være meget hyggeligt indenfor.
Anne Grethe kan tale med alle, og med sin jyske tålmodighed og med fagter og gebærder kunne hun komme i kontakt med alle, især børnene.
Naturen er helt fantastisk og der var rigtig mange billeder af dyrene både ude i bushen og i naturparkerne.
På et tidspunkt fulgtes de med 2 tyske familier, for i det område de skulle ind i skulle de helst være 3 biler. Indimellem var der nogle helt forfærdelige veje, bare lige et par spor, med sten eller vand, og nogle steder var der asfaltveje. Og så var der jo også de vilde dyr. Det må ikke være rart når der midt på vejen står en vred elefant.
Anne Grethe fortalte bagefter, at de ikke på forhånd har nogen aftaler. De kører efter en forud planlagt rute og kører ind hvor der er personer eller små byer og rastepladser.

Næste møde er den 16. januar, hvor vi får besøg af Kurt fra TV Syd og TV2 Østjylland. Han kalder sit foredrag Kaffe med Kurt.

Sidst opdateret 30.01.2020