Rejse til Bornholm

med Ældre Sagen i Hillerød d. 17. – 21. juni 2019

                                                                                    Deltagerne i bornholmerturen 2019

15 forventningsfulde personer stod d. 17. juni og ventede på at komme afsted til Bornholm i høj solskin. Efter en fin overfart til Rønne, ankom vi til Spahotel Griffen, som ligger 10 min gang til centrum af Rønne. Så skulle rejsen rystes af i spa og sauna.

Hotellets placering ved strandpromenaden og lystbådehavnen, bød på smuk udsigt og fantastiske solnedgange.

Udflugter

Vi havde bus i 3 dage med chauffør, som samtidig var vores guide. Humor havde han også, og det gav lidt kolorit på rundturene. Vi fik set alt, hvad man ”skal” se og mere til.

Den første rundtur gik til Nordbornholm, hvor vi besøgte Silderøgeriet i Hasle, Hammershus med det flot anlagte nye besøgscenter, tvillingebyerne Allinge-Sandvig og rundkirken i Østerlars, der er Danmarks største. I Hammershus gik nogle i besøgscentret mens andre gik helt op til ruinen og så den samt udsigten. I Gudhjem spiste vi en herlig frokostbuffet med kolde og lune retter og drak selvfølgelig Svaneke øl.

Den anden rundtur gik ud i det blå og bl.a. til Rytterknægten, Bornholms højeste punkt. I Ekkodalen hørte vi ekkoet. og så restaurantens tarteletter på 500 g, som nogle havde talt meget om. Desværre skulle man have bestilt bord for at komme ind og smage en.

Den tredje rundtur i den sydlige del af øen kom vi forbi Dueodde, Bornholms Sydspids, hvor nogle fik dyppet fødderne i Østersøens kolde vand og andre nød en Krøllebølle is i skyggen.

Derefter fortsatte vi til det hyggelige fiskerleje Snogebæk. Vi spiste frokost på Svaneke Bryghus med lækkert smørrebrød og drak igen Svaneke øl.

Svaneke er Danmarks østligste og mindste købstad, som er kåret til Danmarks smukkeste. Her findes mange små arbejdende værksteder med glas, keramik, malerier og tekstiler på højt kunstnerisk niveau. Byen er et paradis for ”kulhydratelskere” med is-, karamel- og bolsjeproduktion i butikkerne. Nogle af os fik da også købt både karameller og bolsjer. Og set på de smukke tekstiler og glaspusterier.

På køreturene fik vi rig lejlighed til at nyde udsigten med havet og klipper, de små charmerende og livlige byer langs kysten med gamle velholdte huse og gårde og smukke haver samt finurlige butikker og håndværk.

Vi spiste på aftensmad på hotellet hver aften, hvor vi havde en afdeling for os selv i restauranten. Der var en lækker buffet og dejlig dessert hver dag. Efter maden gik nogle tur langs vandet eller sad på en bænk og nød den flotteste solnedgang, andre gik ind til Rønne eller på deres værelser mætte af indtryk.

Afslutning

Flere ville gerne have været der længere. Andre fik inspiration til at komme tilbage og opleve mere af Bornholm på egen hånd. Men glade og mætte af oplevelser vendte vi som planlagt tilbage til Hillerød d. 21. juni.

Sidst opdateret 15.09.2019