Foto: Jellebro ved Brønsholm Kongevej

Der er næppe tvivl om, at der er en vis stolthed over, at vi i Fredensborg Kommune har ikke blot én men hele to ”kongeveje”. Og mange synes sikkert også, at det passer fint med, at f.eks. Fredensborg Kongevej jævnligt må lægge asfalt til kongehusets biler, når de kører frem og tilbage mellem Fredensborg Slot og København.

Oprindeligt var de fleste af landets veje jordveje, der var skabt af færdslen, ikke af myndighederne. Dvs.  at man kørte der, hvor man fandt terrænet mest fremkommeligt. Vejene var dårligt vedligeholdte, og de var mudrede og fyldt med huller. Var vejen for slem kørte, red eller gik man, hvis muligt, blot ved siden af, så vejene derved nogle steder efterhånden blev bredere og bredere. Men altså absolut ikke bedre.

Langt tilbage i tiden, hvor transporten, og dermed også kommunikationen, gik meget langsom, kunne kongen ikke blot sidde ét sted i riget og derfra regere landet. Han måtte rejse rundt, bl.a. for at opkræve skatter samt i øvrigt sikre sig, at adelen ikke tiltog sig urimelig stor magt. Som enevældig konge, der ikke blot udgjorde den lovgivende og udøvende, men også den dømmende magt, måtte kongen desuden rejse rundt i landet for at sikre sig, at retfærdigheden skete fyldest. Man taler derfor historisk ofte om en periode med ”rejsekongedømmer”.

Vejenes ringe tilstand betød ikke blot en ukomfortabel, men også som nævnt en meget langsom transport for kongen og hans embedsmænd. Selv om Jyske Lov fra 1241 havde bestemmelser om både bygning af veje og deres vedligeholdelse - hvilket blev fulgt op at Christian III´s lovgivning i 1547 og 1558 - så hjalp det intet. For der var ikke nogen vejmyndigheder med budget og ansatte til at udføre arbejdet. Det var bøndernes opgave, og de mente, at de hverken havde tid eller råd dertil.

På ordre fra Frederik II byggedes den første kongevej i 1584. Den gik fra Vibenshus i København over Frederiksborg (det nuværende Hillerød), og videre via Nyrup til Kronborg Slot. Der byggedes samtidig flere andre kongeveje, bl.a. Ringsted-Antvorskov og i Jylland Jelling-Kolding-Haderslev.

Det bemærkelsesværdige var imidlertid, at vejene helt og holdent var forbeholdt den kongelige familie. Endog rigsrådet (regeringen) formentes adgang til køre på vejene. Dette var ganske usædvanligt i datidens Europa, og kendtes ikke i andre lande. Især hos bønderne, der havde måttet slide og slæbe for at bygge vejene, vakte dette stor harme. De mente, at også de havde brug for at køre på vejene som et led i deres daglige arbejde.

Vejene blev afspærrede med opsynsmænd ved broer og krydsende offentlige veje. Hvis bønderne formastede sig til at bruge kongevejene, straffedes de med konfiskation af heste og vogne samt vognlæs. Senere med nedskydning af deres heste. På Fredensborg Kongevej indførte Christian VI i 1735 opsyn med bevæbnede militærpatruljer dag og nat. 

Denne kongevej var blevet bygget for at dronningen på Hirschholm Slot kunne køre til det nybyggede Fredensborg Slot. Vejen var imidlertid elendig og altid i dårlig stand. Og den måtte, hver gang dronningen skulle frem og tilbage mellem slottene, sættes nødtørftigt i stand. Hvilket bønderne brokkede sig gevaldigt over, da de mente, at de i forvejen havde rigeligt at gøre med det øvrige hoveriarbejde for dronningen.

I 1764 - knap 200 år efter byggeriet af den første kongevej - underskrev Fredrik V en resolution om, at der nu skulle bygges en hovedvej omkring det spor, hvor kongevejen til Fredensborg gik. Og desuden skulle der overalt i landet, som det hed, ”…bygges nye hovedveje til agerdyrkningens, handelens og den indre samfærdsels fremme, som til bekvemmelighed for de rejsende…”.

Tre franske vejingeniører blev samtidig kaldt til landet. I spidsen for dem stod en vejingeniør ved navn Jean Marmillod. Han udnævntes til ”Ober-Wey-Inspecteur” og han ledede arbejdet med bygningen af  den nye vej til Fredensborg. Desuden grundlagde han ”Vejkorpset”. 

De franske vejingeniører skabte derpå en vej, der repræsenterede noget af den højeste tekniske viden, som fandtes i Europa på den tid. I midten anlagde man en 5,6 m bred kørebane belagt med chausséesten. Denne var beregnet til hurtigtgående køretøjer. På hver side anlagde man 4 m brede jordveje beregnet til især bøndernes mere langsomtgående køretøjer. Endelig anlagde man grøfter på hver side, så det nu var slut med de ofte meget store vandhuller, der ligefrem havde gjort dele af vejene ufarbare.

Arbejdet var færdigt i 1775 og dermed sluttede kongevejenes æra. Den nye vej, der gik fra København til Fredensborg, var nemlig nu åben for alle. Den blev ikke anlagt for kun at betjene kongemagten. Dog skulle der betales en vejskat i form af bompenge ved henholdsvis Vibenshus, Vangede, Gelskov, Hørsholm og Hesselrød. Få år senere fortsatte man vejbyggeriet, idet man i årene 1779-1793 byggede den anden hovedvej omkring kongevejssporet fra Usserød til Helsingør. Men også fire andre hovedveje blev bygget i dette tidsrum, nemlig Roskilde – Korsør, Klovtofte – Køge, Roskilde – Kalundborg samt København – Dragør. 

Universitetslektor, dr. phil Alex Wittendorff, der specielt har forsket i vejenes historie siger, at 

”Kongevejene var et grotesk eksempel på et parasitisk forbrug af samfundets ressourcer. Men også et udtryk for et radikalt brud med tilvante forestillinger om, hvordan et vejnet bør blive til. Nemlig et eksempel på, at planlægning og styring afløste en ukontrolleret og selvgroet udvikling”. 

Men samtidig fik den senere afskaffelse af kongevejene, og det nye vejbyggeri, en overordentlig stor betydning for landets økonomiske udvikling.

Af historiker, cand.mag. Niels Storgaard Simonsen                                                      
Fredensborg Museum