Herreværelsets møder andet halvår 2019

Herreværelset har nu været "på banen" i 3 år og fortsætter med medlemstilgang. I dag har vi ca. 200 medlemmer, hvoraf der på møderne i gennemsnit deltager ca. 80 medlemmer.

Herunder ses deltagerne ved Herreværelsets sommerfrokost 2019

Deltagerne ve Herreværelsets sommerfrokost 2019

Vi ser nu frem til at komme i gang igen med 2. halvårs møder, og nedenfor kan du i overskriftsform se dato og mødeindhold.

23. august

Så starter vi igen med møderne i Herreværelset og måske endda med et lille grillparty i haven - hvem ved!

6. september

Godhavn - hvad var det, der skete, og hvordan kunne det ske? Poul Rasmussen, der er en af "Godhavndrengene" kommer og fortæller om sin tid der og om sin kamp for en officiel undskyldning fra de danske myndigheder. Hvad skete der på Godhavn og lignende institutioner, og hvorfor ingen greb ind i tide?

20. september

Hjælp! Jeg skal til Afrika. Et indlæg af forfatter Kim Højgaard Rasmussen, der i sit foredrag tager udgangspunkt i mere end 20 år i Afrika.

4. oktober

Så skal vi en tur til De Vestindiske Øer. Henrik Teileskov holder et indlæg om de gamle øer under dansk herredømme og tiden efter.

18. oktober

En fortælling om gamle uniformer og hvorfor vi mistede Norge. Indlæg af Bert Hansen.

1. november

Herreværelset får igen besøg af Borgmester Thomas Lykke Pedersen, der vil fortælle om kommunens tilstand og beredvilligt svare på spørgsmål fra deltagerne.

15. november

Historiske motorløb. Indlæg af John Øhlers. John har, siden han var ganske ung, haft interesse for biler og motorcykler, herunder motorsport, og han vil fortælle om sin store passion for motorsport gennem livet lige fra skoletiden og om det, som i dag er Historisk Motorsport med Racerbiler/MC fra før 2. verdenskrig og frem til 1990. 

29. november

"De Danske Varulve" og "Svend Staal Gruppen". Indlæg af Erland Leth Pedersen. Erland fandt i forsommeren 2012 ved en tilfældighed en helt unik pakke på et loft på Københavns Politigård. Pakken indeholdt et komplet og unikt ” varulvekontor” til en nazistisk sabotagegruppe, der havde til huse i Kolding på Gestapos hovedkvarter Staldgården. Der var tale om 3 af Danmarkshistoriens største terrorister, herunder ”Den røde maler fra Århus”, Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der blev henrettet efter krigen for ikke mindre end 56 personlige drab og en lang række sprængninger, herunder Tivoli i sommeren 1944. Erland vil også fortælle om "Svend Staal Gruppen".

13. december

Så er det tid til Herreværelsets store berømte og festlige julefrokost med den sædvanlige superlækre julefrokostanretning med dertil hørende.

Vi holder alle møder fredage i lige uger fra kl. 11 til 14 i Byens Hus Egedal. Deltagerafgiften for møderne er generelt kr. 60 og inkluderer kaffe, 2 stk. lækkert smørrebrød og 1 øl/vand (yderligere øl/vand kan tilkøbes for kr. 5). Ved særlige arrangementer og foredragsholdere kan deltagerafgiften dog afvige herfra.

Vi starter med kaffe og en fællessang og derefter dagens indlæg, og vi slutter af med en god social og hyggelig mandefrokost med snak om alt, der kan have interesse.

Vil du også være medlem af Herreværelset og deltage i vores møder kan du skrive til os på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk med angivelse af navn, gerne adresse og ikke mindst dit medlemsnummer til Ældre Sagen.

Du kan også læse mere om Herreværelset på vores hjemmeside www.fredensborg-aeldresag.dk/herrevaerelset

Bent Marcussen

Nogle af deltagerne i Herreværelsets sommerfrokost 2019

Fra et af Herreværelsets møder foråret 2019

 

Sidst opdateret 08.09.2019