Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

De 7 fokusområder

Grundlaget for arbejdet i Ældrepolitisk Gruppe.

null

De 7 fokusområder dækker hele den kommunale aktivitet i forhold til den ældre borger. Bevidstheden om disse områder er grundlaget for arbejdet i Ældrepolitisk Gruppe. 
 
1. SUNDHED 
Formentlig alle vil hævde, at et acceptabelt helbred er en grundlæggende betingelse for et godt liv. Den højest mulige grad af sundhed og funktionsevne er kerneområder her i tilværelsen.
 
2. MAD 
Der tænkes her på den mad, der produceres på de kommunale institutioner. Her skal sikres en alsidig og velsmagende kost, der kan skærpe den beskedne appetit, mange ældre har.
 
3. HJEMMEPLEJE 
Et rent hjem og en god personlig hygiejne er vigtigt for de fleste. Magter man - grundet nedsat funktionsevne - ikke selv opgaven, er effektiv hjælp afgørende, hvis selvrespekten skal bevares.
 
4. BOLIGER 
Her tænkes på ældreboliger og plejeboliger, men også på egen bolig, der tilrettes en handicapsituation. For så vidt angår ældreboliger og plejeboliger, skal standarden ligge på linie med den almindeligt accepterede boligstandard her til lands. Da den stadigt stigende levealder medfører forøget demenshyppighed, er det vigtigt, at plejeboligernes indretning tager højde for denne udvikling.
 
5. LOKAL FREMKOMMELIGHED 
I snæver forstand tænkes her på trafik. Men det rækker videre. Udgangspunktet for betragtninger over den lokale fremkommelighed er den bevægelseshæmmede, der vil rundt i kommunen, til indkøbscentret, biblioteket, lægen m.m. Her er det ikke alene bussens afgangstider, der tæller, men også mange andre forhold, som gør livet besværligt for den handicappede, - høje kantstene er et for alle indlysende eksempel.
 
6. TRYGHED 
Personer, der på kommunal visitation kommer i borgerens hjem, skal have en forsvarlig straffeattest. Hvis det alligevel går galt - fordi ikke alle brådne kar kan afsløres - skal kommunen erstatte borgerens tab.
 
Hyppige udskiftninger af personale, der kommer i hjemmet, skaber i sig selv utryghed.
 
7. LOKALE TAKSTER 
Størrelsen af disse er især interessant i forhold til de pensionister, der alene skal leve af folkepension og andre sociale ydelser.

Sidst opdateret 06.09.2023