Hold dig orienteret om de sidste nyheder

Her kan du finde de seneste oplysninger og informationer om aktiviteter og forhold, der er relevant for medlemmer af Ældre Sagen Brøndby.

aflysning af arrangementer i 2021

Med regeringens seneste Covid-19 restriktioner har Ældre Sagen besluttet at aflyse alle arrangementer, der primært har et socialt formål. Det indebærer for os, at følgende planlagte arrangementer/aktiviteter frem til den 28. februar er aflyst:

  • Banko den 12. januar.
  • Foredrag med John Gyllinge den 26. januar.
  • The man in Black den 16. februar.
  • Besøg Københavns Museum den 25. februar.

null

aflysning af arrangementer i 2020

For at dæmpe corona-smittespredningen har Ældre Sagens  sekretariat besluttet, at alle sociale arrangementer og aktiviteter  aflyses resten af året. Af den grund må vi desværre aflyse følgendeplanlagte arrangementer:

  • Frihedsmuseet den 10. november.
  • Julefrokost den 24. november.
  • Julebanko 8. den december.
  • julestue den 15. december

Vi håber, at vende tilbage til mere normale tilstande, så vi kan genføre de planlagte arrangementer fra januar 2021.


vågetjenesten i brøndby har brug for flere frivillige m/k

En Artikel af journalist Pernille Rohde om vågetjenesten i Brøndby

Ingen behøver at dø alene
Alt for mange mennesker gennemlever de sidste timer af deres liv alene. Ingen behøver at dø alene. Sådan lyder mantraet for vågetjenesten i Ældre Sagen, Brøndby.
Vågetjenesten er et tilbud til døende og deres pårørende om, at der sidder et menneske ved sengen i den allersidste tid. Bente Ritter er koordinator for vågegruppen og i øjeblikket er der 10 vågere i korpset. De er alle er frivillige, der har besluttet, at de gerne vil hjælpe
døende mennesker godt på vej, når de skal herfra.

Har eksisteret i en årerække
Gruppen har eksisteret i en årrække, først under Røde Kors og for godt tre år siden kom den under Ældre Sagens vinger. Louise Leth er en af dem, der har været våger i længst tid. Hun var med, da gruppen i sin tid hørte under Røde Kors. Efter et arbejdsliv som folkeskolelærer og -leder, gik hun på pension og havde lyst til at hjælpe andre via frivilligt arbejde.

Jeg har haft nogle private oplevelser, der har gjort, at jeg synes at arbejdet som våger er meget meningsfyldt. Blandt andet døde min onkel med en våger ved sin side og det var meget fint og fredfyldt, siger Louise Leth.

Ingen færdig opskrift
Der er ingen færdig opskrift på, hvad man skal gøre. Men man er der for at give nærvær og ro. Nogle vågere synger en sang eller salme. Der er også nogle, der læser højt. Ofte er den døende ikke længere i stand til at tale, men kan alligevel fornemme, at han eller hun ikke er alene, fortæller Bente Ritter.

Når man melder sig som våger, bliver man tilbudt et kursus i Ældre Sagen, som har drevet vågetjeneste i mange år. Men gruppen i Brøndby mødes også en gang om måneden for at udveksle erfaringer.

Månedlige møder er populære
De månedlige møder er meget populære. De fleste vågere deltager hver gang. Når vi mødes, taler vi om, hvordan vagterne har været. Der deltager en kontaktsygeplejerske, som er med til at bearbejde de ting, vågerne har oplevet, fortæller Bente Ritter.
Vagterne er på fire, seks eller otte timer og kan både være i dag-, aften- og nattetimerne. Social indsigt og empati Tidligere vågede gruppen også  private hjem, men i dag foregår det kun på Ældrecenter Nygårds Plads.

Det gav nogle svære situationer for både vågere og pårørende at komme hjem til folk i så svær en situation, så vi besluttede at begrænse os til Nygårds Plads, hvor vi har et meget fint samarbejde med de ansatte, siger Bente Ritter.

Flest kvinder
I gruppen er der flest kvinder, men også et par mænd og de fleste er gået på pension, men man kan også være våger, selvom man stadig er på arbejdsmarkedet. De vigtigste egenskaber at have som våger, er at have social indsigt og empati - at kunne sætte sig i et andet menneskes sted, siger Bente Ritter. Louise Leth supplerer: Det er på den anden side vigtigt at finde en balance, så man ikke bliver for påvirket af situationen. Derfor er det også så godt, at vi har vores månedlige møde, hvor vi får talt om oplevelserne.

Vågerne tager både ud til mennesker med og uden pårørende og er der pårørende, er det ofte til stor hjælp for dem. Det kan være en meget belastende tid for pårørende og derfor er det vigtigt, at de bliver aflastet. I nogle tilfælde sidder vi sammen med en pårørende, når døden indtræffer og det kan være en rigtig god støtte, fordi det kan være meget voldsomt at være hos en person, der dør, siger Louise Leth.

Personalet er glade for vågerne
På Ældrecenter Nygårds Plads er personalet meget glade for, at vågerne kommer på stedet. Det er en dejlig gruppe. Alle har hjertet på rette sted. Vi har et fantastisk samarbejde og det har en kæmpe betydning for både vores borgere og deres pårørende, men også for personalet her på stedet, siger Maria Rosenqvist, som er afdelingsleder på Nygårds Plads.

Her i Coronatiden har der været færre vågeopgaver for vågegruppen, men Bente Ritter understreger, at vågerne stadig tager ud. Det foregår bare med mundbind og visir. 

Der er i øjeblikket brug for flere frivillige i gruppen og interesserede kan henvende sig til Bente Ritter  på 21 62 35 60 eller send mail og få yderligere information.


afskedsgruppe

Ældre Sagens afskedsgruppe er nu etableret. Men vi vil meget gerne være nogle flere, derfor dette indlæg.

Afskedsgruppen vil i tilfælde af ønske fra præst eller kirke kunne tilbyde, at vi møder op til en begravelse/bisættelse, hvor ingen eller meget få pårørende kan være til stede. Vi vil synge med, og hvis dette ønskes, vil vi også hjælpe med at bære kisten.

Ring eller skriv til Torben Nielsentelefon 23 34 78 21 eller send e-mail  og hør nærmere om gruppens tilbud.


annonce

En af de aktiviteter, Ældre Sagen Brøndby er meget stolt af, er vores TRYGHEDOPKALD. Hver eneste morgen, året rundt, sidder et antal seniorer klar til at ringe til 30-40 andre seniorer, og sige godmorgen. Nogle gange bare dette, andre gange er der tid til en lille snak. Men under alle omstændigheder ved vi, at vi glæder rigtig mange med dette morgenopkald.

Men det kræver faktisk ret meget organisation. Og lige nu sidder Jette Truesen HELT alene med arbejdet at:
• Lave opkaldslister hver uge.
• Rekruttere nye opkaldere.
• Byde velkommen til nye seniorer, der skal ringes op. Og i den forbindelse tale med pårørende. Tænk hvis der ikke bliver svaret på 
morgenopkaldet, hvad så?
• Holde styr på både opkaldere og seniorer, der ringes op.
• Indsætte reserver i ferie, ved sygdom m.m. 

Kunne du have lyst til at hjælpe Jette med det organisatoriske og administrative arbejde? Så kontakt Jette Truesen på telefon 20 23 03 35, eller formanden Laurits Bune på telefon 53 92 84 94, hvis du gerne vil vide mere.

PS: Vi har også stærkt brug for flere opkaldere, der kan glæde seniorerne hver morgen. Kontakt gerne Jette på telefon 20 23 03 35 og hør nærmere. 

Sidst opdateret 10.12.2020