Frivillige til generationsmødet

Hjælp børn med at knække læsekoden.

Husker du dengang dit barn - dit barnebarn - knækkede læsekoden? Barnets stolthed og spontane begejstring. Vil du opleve det igen? Bliv læseven!

logo superkræfterÆldre Sagen Lokalafdeling Amager2300 søger frivillige læsevenner til Projekt Superkræfter. 

Nogle børn knækker hurtigt læsekoden, når de starter i skole. De stryger glade afsted mod boghylderne, før lærere og forældre får set sig om. For andre børn går det ikke lige så nemt. De oplever, at det er en stor og svær opgave at få styr på de svære ord og drillende bogstaver. Derfor har de brug for ekstra tid og træning – og ikke mindst hjælp fra tålmodige voksne, der opdager de små fremskridt og kan være med til at fejre succeserne.

I en travl skoledag kan det dog blive knapt med den ekstra tid og hjælp. Og måske kan det oven i købet være svært at få hjælp derhjemme, hvis mor og far fx ikke læser dansk eller har svært ved at læse.

Ældre Sagen hjælper Projekt Superkræfter med at skaffe frivillige læsevenner.

Projekt Superkræfter er en del af et byudviklingsprojekt (Partnerskabet), der dækker boligområderne Remisevænget Nord, Øst og Vest, Dyvekevænget samt Hørgården i Sundby på Amager. Projekt Superkræfter er et supplement til skolernes sprog- og læseundervisning for lokalområdets børn. Udover læsefærdigheder skal projektet styrke børnenes ordforråd og selvtillid - og selvfølgelig give begge parter en ny ven. Projektet begyndte på Dyvekeskolen i august 2017. Det blev i 2018 udvidet med Peder Lykke Skolen. Projektet fortsætter på begge skoler i skoleåret 2019/2020.

Vi søger kontakt med voksne, der har lyst til at gøre en forskel; som vil hjælpe børn med at trives og få succes i skolen – og i livet; og som har 1-2 timer til overs om ugen (helst om formiddagen eller om eftermiddagen fra kl. 14)? 

Passer det på dig, læs venligst videre.

At være læseven kræver ingen bestemte faglige forudsætninger. Gennem projektet får du, som frivillig, råd og løbende vejledning om sjov, god og enkel læsetræning og sprogudvikling. 
Du kommer til at være en del af et fællesskab med andre frivillige læsevenner, der mødes jævnligt til sparring og udveksling af gode erfaringer.

Du bliver en del Ældre Sagens lands­dæk­kende korps af frivillige. Medlemskab af Ældre Sagen er ikke nødvendigt; men en anmærkningsfri børneattest forudsættes.

Lokalafdelingens kontaktperson for Generationsmødet, som ud over skoler også omfatter dagtilbud, er Palle Skov. Palle vil meget gerne fortælle dig mere om opgaven. Palle kan kontaktes på telf. 30 62 75 27 eller på mail: palle.skov@outlook.com

 

Sidst opdateret 02.09.2019