Danmarks Motionsuge - uge 41
Danmarks Motionsuge er en ny bevægelsesfest i uge 41, hvor foreninger på tværs af landet åbner op og inviterer danskerne til at prøve noget nyt. Med Danmarks Motionsuge er ønsket, at alle danskere har mulighed for at opleve en masse former for bevægelse, de ikke har prøvet før, og at de mærker det fællesskab, som foreningslivet og idrætten har at byde på.
I Ældre Sagens lokalafdelinger er der motionsaktiviteter og aktive fællesskaber i hele landet. I alt går ca. 40.000 ældre til motion i Ældre Sagen, og ca. 2800 motionsfrivillige står for aktiviteterne landet over. De gør det hele muligt, så der findes lokale motionstilbud til alle ældre. Både til friske og rørige, mindre mobile ældre, og man kan sagtens være med selvom man ikke er vant til at dyrke motion.
Her i uge 41 er der mulighed for at sætte ekstra fokus på motionsaktiviteterne, og få flere med til motionen.
Derfor bakker Ældre Sagen op om DR's Danmarks Motionsuge, så flere danskere bliver inviteret med i motionsfællesskaber. Det kan være både nye deltagere eller personer, som bliver inspireret til at blive motionsfrivillige i lokalafdelingen.
Hvem kan være med?
Det korte svar er alle. Danmarks Motionsuge er et kollektivt åbent hus, og håbet er, at så mange foreninger, klubber, kommuner og organisationer, som muligt, vil være med, og at der sammen skabes et stort "tag-selv-bord" af bevægelsestilbud.
Derfor inviterer DR alle med, der har interesse i at samle og indbyde danskerne til motion og bevægelse, og som har lyst til at nytænke motionsmuligheder for målgrupper, som til daglig ikke vælger idræt eller motion.
Som arrangør kan man bidrage med et eller flere events i løbet af Danmarks Motionsuge i uge 41. Events som danskerne gratis kan deltage i – og som forhåbentligt giver smag på mere fremover.
Hvordan kan Ældre Sagens lokalafdelinger være med?
Find mere information via dette link til hvordan I som lokalafdeling kan være med, støttemuligheder og idéer til jeres event i uge 41:
Danmarks Motionsuge - uge 41 - Sådan er I med
Hvem står bag Danmarks motionsuge?
Danmarks Motionsuge var en del af projektet 'Sammen i Bevægelse', som DR, Dansk Firmaidræt, Dansk Skoleidræt, DIF og DGI samarbejdede om i 2021. Ældre Sagen og mange andre organisationer og foreninger bakkede op om flere af bevægelsesbølgerne i løbet af året.
Projektet blev i 2021 så stor en succes, at DR og idrættens organisationer fortsætter samarbejdet om Danmarks Motionsuge i de kommende 3 år. Partnerskabet vil derfor igen i år samle og engagere foreninger, forbund, skoler og arbejdspladser til at skabe bevægelsesbegivenheder landet over i uge 41, mens DR sikrer et bredt, folkeligt engagement igennem en massiv indsats på tværs af DRs medieflader.
Læs mere om Danmarks motionsuge her