Pas på med rollator som gaveidé

Flere pårørende køber rollatorer i god tro, men ender med at gøre deres forældre en bjørnetjeneste. Foreslå genoptræning i stedet for, siger Ældre Sagen.

Forside > Sundhed og velvære > Pas på med rollator som gaveidé
Del Print
Flere pårørende køber rollatorer i god tro, men ender med at gøre deres forældre en bjørnetjeneste. Foreslå genoptræning i stedet for, siger Ældre Sagen.

​Ældre og gangbesværede behøver ikke længere komme igennem visitation hos kommunen for at få en rollator. Den kan nemlig købes i butikker som Harald Nyborg og T. Hansen for priser nede omkring de 500 kr.

Man skal dog tænke sig grundigt om, før man investerer i en rollator, siger læge Gert Jakobsen fra Rødekro til dr.dk. Hans fornemmelse er nemlig, at flere børn og børnebørn til ældre køber rollatorerne.

”De tror, de gør deres ældre familiemedlemmer en tjeneste, men det gør de ikke. Rollatoren skader mere end den gavner for en stor del af brugerne”, siger Gert Jakobsen.

Rollatoren forkorter nemlig nogle af musklerne, mens den svækker andre, og det betyder, at falder en ældre borger, så er vedkommende hjælpeløs i forhold til, hvis muskulaturen var blevet trænet op.

Og var kroppen så blevet trænet op, og rollatoren ikke i brug, så ville kroppen have afværget faldet, allerede inden den ældre lå på gulvet på grund af bedre muskler.

Genoptræning i stedet for rollator
Hos Ældre Sagen nikker seniorkonsulent Maj Vingum Jensen genkendende til Gert Jakobsens vurdering. Rollatoren kan være en god ide for nogle ældre, mens andre har brug for genoptræning.

”Derfor kan pårørende til ældre i stedet for ringe til kommunen og foreslå at blive visiteret til genoptræning. Det vil ofte være langt bedre for svækkede ældre end en rollator”, forklarer Maj Vingum Jensen.

Kommunernes Landsforening har for nylig fremhævet genoptræning som et område, som de vil prioritere højt. Anny Winther, der er formand for KL's social og sundhedsudvalg, lovede tidligere på året, at ældre maksimalt må vente én uge på genoptræning.

”Visitatorerne vil altså reagere prompte, når pårørende ringer og forslår genoptræning til deres forældre”, fortæller Maj Vingum Jensen.

​Søg efter nyheder
Søg i Ældre Sagens nyhedsarkiv og find artikler om en lang række emner og debatter, hvor Ældre Sagen har været på banen.