Overgang til folkepension

Sidst redigeret den 15.01.2024

Den første beregning af folkepension sker på grundlag af den skattepligtige indtægt, den kommende pensionist forventer at opnå resten af kalenderåret. Hvis man får folkepension fra og med januar, beregnes folkepensionen ud fra gældende forskudsopgørelse. Husk at ajourføre forskudsopgørelsen på SKAT.dk eller ved at ringe til Skattestyrelsen, tlf. 72 22 28 28

De indtægter, man har haft før overgang til folkepension, er uden betydning for beregning af den fremtidige folkepension. Dog forudsat, at indtægterne udbetales og beskattes inden den måned, hvor man starter som folkepensionist.  

Får man udbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i forbindelse med overgang til folkepension, medregnes beløbene ikke i pensionsberegningen. 

Aktie- og kapitalindkomst
Har man aktieindkomst, aktieudbytte eller anden kapitalindkomst i det år, man bliver pensionist, indgår hele årets kapitalindkomst forholdsmæssigt. Er man f.eks. pensionist 6 måneder, fordeles halvdelen af kapitalindkomsten på pensionsberegningen i de 6 måneder, hvor man er pensionist. 

Læs mere om beregningsreglerne for folkepension i afsnittet Beregning af pension under Fælles bestemmelser for folkepension og førtidspension. 

Indhold hentes