Beboernes retsstilling

Sidst redigeret den 15.01.2024

Når man bor i en plejebolig, vil man ud over pleje og omsorg, ofte tillige have brug for sundhedsmæssig behandling. Se derfor også afsnittet Patienters retsstilling.

Selvbestemmelse og omsorgspligt
En plejebolig er ens hjem, hvor man lige som alle andre har ret til selv at træffe beslutninger om sine private og økonomiske forhold. 

Det er en grundlæggende rettighed, som man ikke mister, fordi man er flyttet ind i en plejebolig. Den rettighed gælder som udgangspunkt også, selv om man har en alvorlig psykisk funktionsnedsættelse som fx en fremskreden demenssygdom. 

Der kan dog - efter bestemte betingelser - gøres indgreb i selvbestemmelsesretten for at undgå omsorgssvigt, hvis beboeren på grund af den nedsatte psykiske funktionsevne ikke er i stand til at varetage sine egne forhold i tilstrækkelig grad.

Omsorgspersonalet skal tilbyde den nødvendige hjælp til fx mad, hygiejne, rengøring, aktiviteter mm., selvom beboeren ikke beder om hjælpen eller måske endda nægter at modtage hjælpen.

Der kan derfor opstå sammenstød mellem på den ene side retten til selvbestemmelse, og på den anden side retten til omsorg og dermed personalets pligt til at undgå omsorgssvigt.

Det er svære beslutninger, som må tage udgangspunkt i en risikovurdering af, hvad der sker, hvis beboeren ikke får den nødvendige hjælp til hygiejne eller anden omsorg.

Hvis det vurderes, at hjælpen er nødvendig for at undgå omsorgssvigt, skal personalet gøre alt, hvad de kan for at motivere beboeren til at modtage hjælpen. De har omsorgspligt.

Hjælpen må ikke gives med tvang, undtagen i nogle bestemte situationer, hvor det ikke lykkes personalet at motivere personen til at modtage hjælpen frivilligt. Disse situationer fremgår af lovgivningen og kan kun anvendes over for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

I nogle situationer er det personalet, som beslutter, hvornår der kan anvendes tvang til omsorg, og i andre situationer skal der træffes en formel myndighedsafgørelse. 

Når det drejer sig om flytning til en plejebolig uden samtykke, er det enten kommunen eller Familieretshuset, der træffer afgørelse om tilladelse til flytningen.

Det er kommunen, der træffer en formel afgørelse om at give omsorgspersonalet lov til at give hjælp med magt i følgende situationer og under nærmere bestemte betingelser:

• særlige døråbnere, som skal forsinke en person i at gå ud fra plejeboligen
• anvendelse af stofseler, som skal forhindre alvorlige faldskader
• tryghedsskabende velfærdsteknologi, f.eks. GPS og trædemåtter
• låsning og sikring af døre og vinduer for at undgå farlige situationer
• fastholdelse i personlige hygiejnesituationer ved gentagne fastholdelser
• flytning uden samtykke (kun i én bestemt situation, ellers er det Familieretshusets afgørelse)

Personalet kan uden forudgående formel afgørelse anvende magt til at give hjælpen i følgende situationer og under nærmere bestemte betingelser

• afværgehjælp for at forhindre væsentlig ødelæggelse af indbo
• fastholdelse, tilbageholdelse, tilbageførelse og føren til andet opholdsrum
• kortvarig fastholdelse ved hygiejnehjælp (over for personer med demens*)
• tryghedsskabende velfærdsteknologi (over for personer med demens*, som ikke gør modstand mod udstyret).

(* og andre personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som er en konsekvens af en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse).

Enkelte kommuner har via en forsøgsordning som frikommune tilladelse til at anvende magt i flere situationer end ovenstående. Forsøget udløber 31. december 2024.

Selvom det således kan være lovligt at anvende magt til at give omsorgshjælpen, skal det altid forsøges ad pædagogisk vej at motivere personen til frivillig medvirken. Hvis det undtagelsesvis ikke kan lade sig gøre i den konkrete situation, skal indgrebet altid udføres på den mindst indgribende måde.

Hvis der bliver anvendt magt til at give omsorg og pleje, skal der udarbejdes en handleplan, som skal angive hvilken hjælp, der skal gives, og hvordan hjælpen pædagogisk og omsorgsmæssigt skal tilrettelægges for fremover at undgå at give hjælpen med tvang.

Tilrettelæggelsen af hjælpen kan eventuelt tage udgangspunkt i et plejetestamente, hvis beboeren har lavet et sådant.

Et plejetestamente er en tilkendegivelse fra en person med en demenssygdom om fremtidige ønsker til bolig, pleje og omsorg, hvis det skulle blive aktuelt. 

Plejetestamentet kan f.eks. indeholde ønsker til indretning af en fremtidig bolig og oplysninger om rutiner og vaner, der har betydning for én i hverdagen. Det kan være oplysninger f.eks. om mad, hygiejne, påklædning, fysiske aktiviteter, kulturelle aktiviteter og livsværdier.

Hvis man har lavet et plejetestamente, skal kommunen ved tilrettelæggelsen af hjælpen forholde sig til ønskerne og så vidt muligt respektere dem.

På den måde kan man have indflydelse på sit liv så længe som muligt. Der er ikke krav om, at plejetestamentet skal skrives på en særlig formular, eller at det skal underskrives for en notar.

Pårørendes inddragelse
Personalet har som udgangspunkt tavshedspligt med hensyn til beboernes private forhold og kan derfor ikke uden fuldmagt eller værgemål tale helt frit med pårørende om private forhold, medmindre beboeren har givet samtykke til det.

Er beboeren alvorligt mentalt svækket og derfor ikke kan varetage sine egne interesser, har pårørende dog ret til at være inddraget i tilrettelæggelsen af plejen og omsorgen.

Det betyder, at pårørende skal være med på råd, fordi de kender beboeren og kan give vigtige oplysninger til brug for personalets tilrettelæggelse af plejen. Det kan i disse situationer være nødvendigt at udveksle private oplysninger om beboeren.

Bruger- og pårørenderåd
Det er frivilligt for kommunerne, om de vil nedsætte bruger- og pårørenderåd. Det skal dog være muligt for brugere at have indflydelse på deres egen hverdag.

Bruger- og pårørenderåd kan fungere som et forum for dialog mellem kommunen og brugerne og pårørende om at planlægge hverdagen for beboere i plejehjem o.lign. boliger.