Den tiltagende mangel på personale - ikke mindst specialister - i sundhedsvæsenet gør det nødvendigt at samle de akutte opgaver på færre sygehuse. Hvis vi skal vælge mellem nærhed og kvalitet, vælger vi kvaliteten.
Afstanden til sygehus er ikke den største forhindring for en ordentlig behandling af patienterne. Nogle af de største problemer på sygehusene - overbelægning og manglende sammenhæng i behandlingen - løses ikke med nedlæggelser og sammenlægning af sygehuse. Der er behov for også at planlægge for den "indre" kvalitet på sygehusene.
Overbelægning
Sygehuspersonale over hele landet har protesteret mod overbelægningen på især de medicinske afdelinger. Overbelægning går ud over den enkelte patient, men presser også personalet, så det bliver sværere at yde en ordentlig indsats. Overbelægning findes især på de store sygehuse, der skal blive tilbage. Overbelægningen løses ikke ved at nedlægge sengepladser.
De fleste kender nogen - oftest ældre - der har været indlagt på sygehus, hvor behandlingsforløbet er faldet helt fra hinanden - hvor den ene hånd ikke vidste, hvad den anden gjorde. Det er en kultur, som er udbredt på sygehuse, hvor ingen eller få tager ansvar for sammenhængen. Det rammer først og fremmest patienterne, men det koster også i sundhedsvæsenet. Det løses ikke ved omstrukturering. Der skal en anden indsats til.
For Ældre Sagen er det afgørende, at de meget præcise planer for sygehusstrukturen ledsages af lige så præcise planer for, hvordan overbelægningen fjernes, og hvordan kvalitet og sanmmenhæng i behandlingen forbedres.
Mere kvalitet
Der er mange måder at forbedre kvaliteten, samtidig med at sygehusene aflastes. 30% af sengedagene på medicinske afdelinger er ineffektive. Patienterne venter bare på et eller andet. Behandlingen af kronisk syge beslaglægger 70-80% af sundhedsvæsenets ressourcer. Behandlingen kan forbedres, samtidig med at presset på sundhedsvæsenet reduceres. Gør noget effektivt ved det.
De fleste mennesker forstår godt, at udviklingen i behandlingsmuligheder gør, at man må samle specialerne. Men alle vil også forlange, at de højt specialiserede sygehuse kan yde en sammenhængende behandling, og at man ikke skal ligge på gangen. Og det løses ikke med omstrukturering alene.
Invester også i uddannelse og organisering
Senest har Danske Regioner fremsat forslag om, at der samtidig med ændringer af sygehus-strukturen skal investeres 100 milliarder kr. i apparatur og nybyggeri eller ombygning af sygehuse. De store investeringer bør komme før sammenlægninger og nedlæggelse af sygehuse. De skal styres af en plan for, hvordan sygehusene skal fungere fremover, ikke mindst de medicinske afdelinger og indsatsen for ældre. Der skal ikke kun investeres i bygninger og apparatur, men også i uddannelse, organisering, sammenhæng og patientsikkerhed.