Da Folketinget vedtog lovforslag L 177 (Afbureaukratisering på området for ældre, handicappede mv.) med virkning fra 1. juli 2010, lempede det en række krav til kommunerne i forbindelse med visitation til hjemmehjælp, aftaleskemaer, skriftlighed i visitationen m.v.
Det fandt Ældre Sagen ikke særligt betryggende og gjorde derfor opmærksom på det i et høringssvar d. 24. februar 2010 til Indenrigs- og Socialministeriet:
”Mange af de i lovforslaget foreslåede ændringer handler i første række om at spare tid ved at slække på retssikkerhed, åbenhed og offentlighed i forbindelse med hjælpen til svage ældre. Det er ikke betryggende. Et kommunalt selvstyre må følges med ansvar, herunder at der er åbenhed og indsigt i forholdene for de svageste ældre. Det bidrager til at sikre en åben og demokratisk dialog i lokalsamfundet om at opretholde et godt kvalitetsniveau.”
Som det er i dag, får borgerne oplyst, hvilke ydelser de har fået tildelt, men ikke hvor meget tid, der er afsat til disse ydelser.
”Men når kravene til kommunerne slækkes, skaber det større behov for åbenhed i alle aspekter af visitationen og udførelsen af hjemmehjælpen. Det skal være muligt at vide, hvilken cirka-tid, modtageren har fået tildelt,” siger Jens Højgaard, der er souschef i Ældre Sagen.
”Der bør være betydeligt mere gennemsigtighed og åbenhed i systemet, og vi foreslår helt konkret, at kommunerne forpligtes til at give borgeren oplysning om, hvor lang tid, der er afsat til hjælpen.”
Ældre Sagen foreslår nu i et brev til partiernes socialordførere, at der kommer større åbenhed om den visiterede tid til hjemmehjælp.
Læs brevet til socialordførerne her:
Kære socialordfører