08-06-2010

Plejeboliggarantien opfyldes stadig ikke af alle kommuner

Regeringen udstedte for halvandet år siden en garanti om at ældre maksimalt må vente to måneder på en plejebolig. Ældre Sagen har i samarbejde med Gallup foretaget den første landsdækkende undersøgelse, som viser, at garantien stadig ikke opfyldes af alle landets kommuner

 

Ældre i 8 ud af 10 kommuner får tilbudt en plejebolig inden for to måneder gennem den såkaldte generelle venteliste, men boligen svarer sjældent til borgernes og de pårørendes behov, viser undersøgelsen. Flere end 60 pct. af kommunerne har 20 personer eller flere på den specifikke venteliste med en ventetid over to måneder i 7 ud af 10 kommuner.

 

Konklusionen på undersøgelsen er, at den lovpligtige plejeboliggaranti stadig ikke opfyldes af alle landets kommuner. Desuden opfylder plejeboliggarantien langt fra ældres helt rimelige ønsker om at få indflydelse på deres valg af plejebolig, herunder f.eks. ønsket om en demensbolig.

Regeringen bør ændre garantien

Adm. direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, siger, regeringen bør ændre plejeboliggarantien, så borgerne får flere valgmuligheder.

”De ældre må have mulighed for at få en demensindrettet bolig, en bolig tæt på familien, eller en bolig i lokalmiljøet, hvis det er det afgørende for dem”, siger Bjarne Hastrup og tilføjer:

 

”Det kunne for eksempel ske ved, at den ældre får mulighed for at prioritere fem boligvalg og med mulighed for at flytte kommune”.

Socialminister Benedikte Kiær (K) skal i næste uge i samråd om plejeboliggarantien og hun afviser i Politiken at udvide den. Hun siger til avisen: ”Hvis de ældre skal til at have flere boliger at vælge imellem, vil det kræve overkapacitet. Og det bliver for dyrt«.

 

Bjarne Hastrup mener ikke, at en udvidet plejeboliggaranti bliver dyrere i det store billede.

 

”De mennesker, der ikke får den plejebolig, de har behov for, kan risikere en masse indlæggelser og genindlæggelser. Jeg gætter på, at en hospitalsplads koster 1 til 1,5 millioner kroner, mens en plejebolig koster 400.000-500.000 kroner. Så det er en langt bedre investering at lave flere plejeboliger. Det er også vigtigt at huske, man nærmest er lemlæstet på arbejdsmarkedet, hvis man som erhvervsaktiv har en dement ægtefælle eller en dement pårørende og hele tiden skal kæmpe for ordentlige levevilkår til den demente”.

 

Det samlede antal demente vil ifølge nye tal fra Alzheimerforeningen være fordoblet i løbet af en håndfuld år, hvor flere end 100.000 danskere er ramt af sygdommen.

 

Læs Politikens artikel om undersøgelsen

 

Læs artikel på dr.dk om undersøgelsen

 

Download Ældre Sagens og Gallups undersøgelse

 

Læs mere om plejeboliggarantien

 

Flere nyheder 
Læs flere nyheder fra Ældre Sagen
Til nyhedsoversigten
Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686