Hvert år er der ulykkelige sager med bortkomne demente, som i mange tilfælde findes forkomne eller døde. Men reglerne gør det muligt at bruge GPS i plejen og omsorgen for den demente.
Ældre Sagen får ofte henvendelser om, hvad der er lovligt og hvad der ikke er, når det gælder alarm- og pejlesystemer til demente, der vandrer. Usikkerheden om reglerne er stor, men forholdsvis nye regler fra april i år gør det muligt at bruge personlige alarm- og pejlesystemer overfor personer med nedsat psykisk funktionsevne.
Det nye regelsæt lovliggør udstyr, som er egnet til at opdage, når en person forlader boligen eller til at opspore en person, der har forladt boligen. Man må ikke bruge udstyret til at overvåge mennesker.
GPS med mere kan bruges som led i plejen og omsorgen for den enkelte. Hvis denne modsætter sig, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse. Her ligger en lempelse. Før skulle De Sociale Nævn træffe afgørelse. De havde alle en forskellig praksis og desuden skulle der indsendes ansøgning hver tredje måned.
Nu kan kommunen sammen med sagkyndige træffe en kvalificeret afgørelse om brug af dette udstyr, selv om den demente ikke kan eller vil sige ja hertil.
Ganske langsomt har Ældre Sagen – i samarbejde med Hjælpemiddelinstituttet, Danske Ældreråd, Alzheimerforeningen, Demenskoordinatorerne og folketingspolitikere - fået reglerne forbedret og er kommet i mål med den bedst mulige lovgivning.
Bekendtgørelsen kan læses her