Ældre skal fortsat selv kunne bestemme, hvor de vil bo – også når de bliver svage og har brug for omfattende hjælp. Det mener Ældre Sagen. Derfor vender Ældre Sagen sig stærkt imod et forslag om, at kommunerne skal kunne diktere, at ældre skal forlade deres hjem flytte til en kommunal plejebolig, som Kommunernes Landsforening (KL) foreslår i et nyt debatoplæg om indsatsen i ældreplejen.
”Man skal ikke tage selvbestemmelsen fra ældre mennesker, bare fordi de bliver svage. Ingen skal gå at være bange for, at de bliver ”smidt” på plejehjem, blot fordi de modtager meget hjemmehjælp, siger adm. direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup og fortsætter:
”Netop selvbestemmelse, muligheden for at blive i lokalmiljøet og i den bolig som ens identitet er knyttet til var nogle af bevæggrundene for længst mulig i eget hjem-politikken. Hvis kommunen allerede, når man er visiteret til mere end 20 timer om ugen, dvs. mindre end 3 timer om dagen, skal kunne diktere flytning på plejehjem, vil der være tale om et brud med årtiers principper i dansk ældre politik om selvbestemmelse, valgmuligheder, kontinuitet og tryghed for ældre.
Ældre skal styrkes til at blive i eget hjem
Ældre Sagen opfordrer til, at man støtter seniorer og ældre i at indrette deres boliger for hele livet, så man nemmere kan blive ældre og svækket i egen bolig uden at behøve at forlade den, bl.a. ved at udnytte den ny teknologi.
Derfor støtter Ældre Sagen også forslaget om, at kommende ældre skal hjælpes med at styrke og bevare de fysiske ressourcer, så de kan klare sig selv længere i eget hjem.