24-08-2010

Finanslovsforslag bekymrer

 
Det er i krisetider, vi skal lægge grunden til nye tider. Derfor undrer det Ældre Sagen, at finanslovsforslaget for 2011, der i dag blev fremlagt, ikke indeholder visioner for, hvordan man kan forebygge sygdom og svækkelse hos ældre, og hvordan ældre f.eks. kan nyde gavn af træning.  

 

”Der er bred enighed om, at bedre helbred og sundhed for fremtidens ældre kan yde et stort bidrag til, at det ikke bliver et økonomisk problem, at der bliver flere ældre i de kommende år,” siger Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup.

 

Ældre Sagen vil derfor opfordre til, at politikerne i de kommende forhandlinger om finansloven afsætter midler til at støtte og videreudvikle de gode ordninger med træning, som kan forebygge behov for hjemmehjælp. 

 

Mange kommuner tilbyder sådanne ordninger, men det er vigtigt, at der investeres i høj kvalitet for at opnå både langsigtede besparelser for samfundet og bedre livskvalitet for de ældre,” siger Bjarne Hastrup.

 

Hjemmehjælpen

 

Finansloven er stram og lægger også stramme rammer for kommunernes budgetter for 2011. Ældre Sagen er derfor bekymret for, om de kommende kommunale budgetter for ældreplejen for 2011 sikrer en ordentlig pleje.

 

”Regering og kommuner har et fælles ansvar for, at både den samlede økonomiske ramme og prioriteringen i kommunerne sikrer mod nedskæringer i bl.a. hjemmehjælpen. Vi appellerer til – og holder øje med – at parterne lever op til dette ansvar.”

 

Se finanslovforslaget her

 

Flere nyheder 
Læs flere nyheder fra Ældre Sagen
Til nyhedsoversigten
Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686