07-06-2010

Bedre patientforløb for medicinske patienter

De medicinske patienter, som netop er blevet lovet en national handlingsplan af regeringen og DF, skal sikres værdige, rettidige og sammenhængende forløb, siger Danske Patienter i et udspil, de lancerer i dag.

 
Deres anbefalinger går bl.a. på, at patienterne skal sikres effektive udrednings- og behandlingsforløb og rettidig og tilstrækkelig rehabilitering. Med en forløbskoordinator skal patienten sikres sammenhæng mellem tilbud fra sygehus, kommune og almen praksis, og der skal være kvalitetsstandarder, der fastlægger og dokumenterer kvalitet i patientforløbet, anbefaler Danske Patienter.

 

Navnlig er det godt, at de også har fokus på, at overbelægning på medicinske afdelinger skal undgås. Ældre Sagen har i mange år peget på, at der er for mange patienter, der mødes af overbelægning og presset personale under indlæggelse på medicinske afdelinger.

 

Ældre Sagen hilser det samlede udspil fra Danske Patienter velkomment. Udspillet fra Danske Patienter har blik for, at det er helhed, det drejer sig om, og anbefalingernes bredde peger på, hvor vigtigt det er, at patientens samlede forløb betragtes som en sammenhæng mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet.

 

Danske Patienters udspil går på denne måde fint i spænd med det udspil, som Ældre Sagen og Danske Regioner for nylig har udarbejdet. Dette udspil har på lignende vis et overordnet fokus at sikre værdige og sammenhængende patientforløb og omfatter en række bud på en forbedret indsats i hele sundhedsvæsenet for medicinske patienter.

 

Se udspillet fra Danske Regioner og Ældre Sagen her.

 

Jo flere stærke aktører, der formulerer anbefalinger til indsatsen for medicinske patienter, des mere pres kommer der på politikerne. Så de er forpligtede til at udarbejde en national handlingsplan for medicinske patienter med et indhold, der sikrer, at vi kommer fra ord til handling.

 

Læs mere på Danske Patienters hjemmeside

 

 

 

 

Flere nyheder 
Læs flere nyheder fra Ældre Sagen
Til nyhedsoversigten

 

 Aktuelt fra Ældre Sagen
  Modtag nyheder fra Ældre Sagen. Nyhedsbrevet, der indeholder både nyt på hjemmesiden, ældrepolitiske nyheder, tilbud, arrangementer m.v.

  Abonner på Aktuelt fra Ældre Sagen

 

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686