De fleste boliger er i dag udformet så de passer til folk, der fysisk er på toppen. Vi mener i Ældre Sagen, at det er vigtigt at bygge og indrette alle nye boliger, så de er fremtidssikrede og fleksible og passer til alle generationer. Her kan vi bo resten af vores liv selv med et svækket helbred. Det mindsker behovet for ældre- og plejeboliger.
Den eksisterende boligmasse skal løftes og oprustes med udgangspunkt i folk med mindre ydeevne, og der skal være plads til kørestol og rollator. Derudover skal alle nye boliger være så tilpasningsdygtige, at de kan bruges, fra man er gravid, til man er bedstemor. Arkitekter og byggefirmaer kan lige så godt tænke det ind fra starten.
Mangfoldighed og kvalitet i byggeriet, nye ejerformer, tilgængelighed, liv og fællesskab er de nye nøgleord. Der er behov for udfyldningsbyggeri i parcelhusområderne, mellem etagehuse og på tomme erhvervs- og havneområder.
Valget står ikke længere mellem længst mulig i eget hjem og en plads på plejehjemmet. Derfor er større og mindre boliger og nærområder med god tilgængelighed og liv mellem husene vejen frem – i kombination med mange forskellige typer af fællesfaciliteter og serviceordninger. Vi skal have en vifte af muligheder på boligområdet.