Selvstændige og medarbejdende ægtefæller kan få sygedagpenge efter to ugers sygdom, selvom der ikke er tegnet nogen forsikring. Ansøgningen skal indgives til kommunen senest tre uger efter første fraværsdag. Man skal dog i væsentligt omfang have drevet selvstændig virksomhed i mindst seks måneder inden for de sidste 12 måneder, heraf den sidste måned før sygdommen.
Nyetablerede selvstændige med fortid som lønmodtagere, som ikke opfylder disse krav, kan være berettigede til dagpenge. Kontakt kommunen herom.
Selvstændige og medarbejdende ægtefæller har endvidere mulighed for at tegne en forsikring, der kan give ret til dagpenge allerede fra første eller tredje sygedag. De skal i så fald melde sygefraværet til kommunen senest en uge efter sygedagpengerettens indtræden.
Selvstændige og medarbejdende ægtefæller, der ønsker optagelse i forsikringsordningen, skal rette henvendelse til kommunen.
Her kan de få en ansøgningsblanket, som efter udfyldelse sendes til:
Forsikringsordningerne
Økonomistyrelsen
Postbox 9096
1022 Kbh. K
tlf. 33 92 80 00, man-fre 10-13
www.oes.dk
Beregning af sygedagpenge for selvstændige
Selvstændige får som udgangspunkt sygedagpenge beregnet på grundlag af den erhvervsindkomst, de har haft i virksomheden. Dette kan f.eks. være overskud af virksomhed, ydelse for udvalgsposter, honorarer mv. Som dokumentation anvendes seneste årsopgørelsen fra skattevæsenet.
For medarbejdende ægtefæller er beregningsgrundlaget den skattepligtige indkomst, der er overført.