Som udgangspunkt kan sygedagpenge kun udbetales i 12 måneder inden for de sidste 18 måneder.
Dagpengeperioden kan forlænges:
- når det anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked. I denne situation forlænges indtil den egentlige revalidering iværksættes
- når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre foranstaltninger for afklaring af arbejdsevnen, kan sygedagpengene forlænges i op til 39 uger
- når den sygemeldte er under - eller venter på - lægebehandling og forventes arbejdsdygtig indenfor 2 gange 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden
- når den sygemeldte ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, men det endnu ikke er afklaret, om den sygemeldte vil være berettiget til et fleksjob eller til førtidspension, kan der forlænges i op til 26 uger
- når den sygemeldte har en livstruende sygdom, hvor mulighed for behandling anses for udtømt, kan der forlænges uden begrænsning
- når sygedagpengemodtageren har en sag under behandling i Arbejdsskadestyrelsen, forlænges dagpengeretten, hvis man fortsat er uarbejdsdygtig, indtil der er truffet den første afgørelse om tab af erhvervsevne
- når det er besluttet at påbegynde behandling af en sag om førtidspension, forlænges der, indtil pensionssagen er afgjort.
Kommunen afgør retten til sygedagpenge og om eventuel forlængelse af perioden. Afgørelsen bør meddeles skriftligt og begrundet.
Man kan altid bede om en skriftlig begrundelse, hvor kommunen bør gennemgå de enkelte forlængelsesmuligheder. Man har fire uger til at overveje, om man vil anke afgørelsen.
Kan man ikke blive erhvervsaktiv på normale betingelser, skal kommunen undersøge muligheden for fleksjob eller rejse sag om en førtidspension.
Pensionisters forlængelsesmuligheder
For pensionister er der mulighed for forlængelse af dagpengeretten med maks. 26 uger.
Betingelsen er at man, efter lægelig bedømmelse, kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller genoptager arbejdet inden for 26 uger fra datoen for varighedsbegrænsningens indtræden. Der skal være en sikker formodning om, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet inden for de 26 uger.