Sygehusbehandling

Har man bopæl her i landet og behov for behandling på sygehus, ydes behandlingen efter sundhedsloven. Det er de fem regioners sygehusvæsner, der yder gratis behandling på de offentlige sygehuse.
 
Frit sygehusvalg     
Skal man behandles på sygehus, kan man overveje om man vil benytte det frie sygehusvalg til offentlige sygehuse. Man kan rådføre sig med sin læge, men man bestemmer selv.
    
Behandling på sygehus kræver en henvisning fra en læge. Med en lægehenvisning til sygehusbehandling kan man frit vælge mellem alle offentlige sygehuse og afdelinger i hele landet. Lægen sender henvisningen til det sygehus, som man vælger.
    
Vær dog opmærksom på, at en sygehusafdeling kan lukke for modtagelsen af patienter fra andre regioner, hvis den har væsentlig længere ventetid end lignende afdelinger. Lukningen kan kun vare indtil ventetiden er bragt ned på et rimeligt niveau.
    
Det frie sygehusvalg omfatter alle offentlige sygehuse og en række private specialsygehuse og hospicer, se under Hospice.
    
„Montebello“ i Spanien er, som offentligt sygehus,, også omfattet af det frie sygehusvalg. Målgruppen er selvhjulpne patienter med behov for genoptræning. Visitationen foretages af „Spanienssekretariatet“ på Gentofte Sygehus efter en lægehenvisning.
    
Bliver man i øvrigt henvist til behandling på et sygehus med væsentlig længere ventetid end på andre offentlige sygehuse, vil sygehuset tilbyde viderehenvisning til et sygehus med kortere ventetid.
 
Hvis man kommer ud for en ulykke eller bliver akut indlagt med ambulance uden forudgående lægehenvisning, vil ambulancen automatisk køre en til nærmeste sygehus. Man vil først efter undersøgelse på sygehuset kunne vælge et andet sygehus. Er man henvist til psykiatrisk behandling kan retten, til frit at vælge sygehus, undtagelsesvist begrænses af hensyn til en selv.

Udvidet frit sygehusvalg
Er man henvist til behandling, forundersøgelse eller en nærmere bestemt diagnostisk undersøgelse på et sygehus i hjemregionen, eller på et af de sygehuse som regionen plejer at samarbejde med, bliver valgmulighederne udvidet, hvis der er mere end 1 måneds ventetid. Det giver en ret til en viderehenvisning til et privat aftalesygehus. Ved psykiatrisk behandling er ventetiden dog 2 måneder.
 
De fleste skal gennemgå en eller flere forundersøgelser før de kan blive behandlet. I opgørelsen af den samlede tidsfrist på en måned medregnes ikke perioder, hvor man gennemgår et undersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over to uger til hver enkelt diagnostisk undersøgelse, der indgår i undersøgelsesforløbet. En måneds ventetid beregnes fra datoen, hvor sygehuset i hjemregionen modtager en henvisning fra lægen og frem til den dato, behandlingen kan starte.
    
I nogle tilfælde kan der ikke vælges
Det udvidede frie sygehusvalg gælder al behandling, bortset fra organtransplantation, sterilisation, fertilitetsbehandling, refertilisationsbehandling, høreapparatbehandling, kosmetisk operation, kønsskifteoperation samt ophold på rekonvalescenthjem. Det omfatter heller ikke forskningsmæssig, eksperimentel eller alternativ behandling.
    
I nogle tilfælde kan man ikke straks vælge behandling på et privathospital mv., selvom en måneds fristen ikke kan overholdes. Det gælder, hvis ens diagnose efter lægehenvisningen er for uklar til, at sygehuset i hjemregionen kan bedømme, om et privathospital mv. kan foretage den nødvendige undersøgelse og behandling. Først når man efter nærmere undersøgelse har fået en diagnose, der er tilstrækkelig klar, kan man vælge behandling på et privathospital mv. Sygehuset henviser da til det privathospital, man vælger.
 
Man kan heller ikke vælge behandling på et sygehus eller en klinik med aftale med regionerne, hvis ventetiden her overstiger ventetiden til behandling på hjemregionens sygehus eller de sygehuse, som hjemregionen plejer at samarbejde med. 
 
Behandling for livstruende kræftsygdomme og visse hjertesygdomme
For behandling af patienter med livstruende kræftsygdomme og visse hjertesygdomme gælder både reglerne om frit sygehusvalg og de særlige regler om maksimale ventetider, der er kortere end ovenstående ventetider. Nærmere oplysninger herom kan fås på patientkontorerne og i pjecen „Maksimale ventetider på behandling for kræft og visse hjertesygdomme“. Den kan også ses på ministeriets hjemmeside www.im.dk og www.sundhed.dk 
 

Sygehusbehandling i udlandet

Der er i visse situationer mulighed for at blive henvist til gratis sygehusbehandling i udlandet.

 

Læs mere herom i pjecen Sygehusvalg, om frit og udvidet frit valg af sygehus, udvidede rettigheder i psykiatrien og behandling på sygehus i udlandet", på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.im.dk. I pjecen oplyses også om reglerne for transport og landets patientkontorer, der kan yde råd, vejledning og information inden for en række områder, se nedenfor under råd, vejledning og information.

 

Nærmere oplysninger om de private sygehuse/klinikker og sygehuse i udlandet samt om de behandlinger, som regionerne har indgået aftale med dem om, kan ses på www.sygehusvalg.dk  

 

Transport
Benytter man det frie sygehusvalg, herunder det udvidede frie sygehusvalg, skal man selv sørge for sin transport og sørge for en eventuel ledsager mv. Man kan få betalt den del af transportudgifterne, som hjemregionen skulle betale, hvis man blev behandlet på et sygehus, som regionen ville have henvist til. Det forudsætter dog, at man ville have ret til transport eller transportgodtgørelse dertil.
    
Specielt økonomisk og helbredsmæssigt svage personer kan få meget svært ved reelt at kunne benytte sig af disse muligheder. Der er derfor en meget stor risiko for, at en stor gruppe patienters mulighed for at benytte det frie og det udvidede frie sygehusvalg udelukkende vil være en teoretisk mulighed.
 
Lov om patientforsikring
Patienter, der vælger at benytte det udvidede frie sygehusvalg, er omfattet af lov om patientforsikring. Det betyder, at de også kan søge erstatning for skader i forbindelse med behandling, som et privat sygehus/klinik i Danmark eller i udlandet er ansvarlig for. Se Rådgivnings- og Klagenøgle, Klager på sundhedsområdet.
 
Råd, vejledning og information
Man kan få råd og vejledning om valg af sygehus hos sin egen læge. Og man kan få vejledning om reglerne om ventetider og muligheden for at benytte det frie og det udvidede frie sygehusvalg mv. på patientkontorerne, se endvidere www.im.dk 
   
Patientkontorerne har til opgave at informere, vejlede og rådgive patienter om deres rettigheder, herunder reglerne om adgang til behandling, frit og udvidet frit sygehusvalg, ventetider mv. og reglerne om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Patientkontorerne kan modtage alle klager og henvendelser vedrørende ovennævnte opgaver og skal efter anmodning bistå med at udfærdige og fremsende henvendelser til rette myndighed.

Patientkontorerne skal også hjælpe med f.eks. at skrive en klage samt sørge for at videresende klagen eller erstatsningskravet til den rette myndighed.
       
www.venteinfo.dk kan man for en lang række diagnoser finde oplysninger om ventetider i uger til forundersøgelse, behandling og efterbehandling på de forskellige sygehuse. Man kan også få oplysninger om, hvor mange nærmere bestemte operationer mv. der foretages på de offentlige sygehuse. Oplysningerne bliver løbende opdaterede. 
 



Sidst opdateret 09-01-2012 14:46 

Tilbage til Sundhedsområdet

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686