Influenza medfører hvert år stor sygelighed i befolkningen samt en stigning i hospitalsindlæggelse og dødelighed. De alvorlige tilfælde rammer især ældre og personer med visse kroniske sygdomme.
Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at følgende bliver vaccineret mod influenza:
- personer, der er fyldt 65 år på vaccinationstidspunktet
- førtidspensionister
- kronisk syge uanset alder efter en lægelig vurdering.
Kronisk sygdom omfatter:
- lungesygdom
- hjerte-karsygdom
- sukkersyge
- nedsat immunforsvar
- svær overvægt efter en lægelig vurdering
- påvirket respiration grundet nedsat muskelkraft
- lever- nyresvigt
- andre kroniske sygdomme, hvor lægen råder til en vaccination
- samt alle gravide i 2. og 3. trimester og
- i særlige tilfælde kan personer tilbydes vaccination, hvis de er i tæt kontakt med patienter med meget svækket immunforsvar.
Bopælsregionen betaler 132 kr. for vaccinationen. Betalingen udgør 288 kr. i de tilfælde, hvor vaccinationen af helbredsmæssige årsager er foretaget i borgerens eget hjem, bortset fra plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger og plejeboliger, hvor beløbet kun udgør 132 kr.
Betalingen dækker alle udgifter, herunder vaccinationen og udgiften til vaccine.
For at vaccinationen kan være gratis, må der ikke opkræves mere end henholdsvis 132 kr./288 kr. Hvis der opkræves mere, skal borgeren selv betale hele beløbet og der ydes intet tilskud.
Det er frivilligt, hvordan man organiserer vaccinationen i kommunerne. Dog skal vaccinationen foretages af en læge eller en anden på dennes ansvar, f.eks. en sygeplejerske.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sundhed.dk, findes oplysninger om, hvor man kan blive vaccineret.