Det har gennem de senere år været en erklæret socialpolitisk målsætning, at ældre bør have mulighed for at forblive i eget hjem så længe som muligt.
Tilsvarende er den sundhedspolitiske målsætning, at patienter – ældre som yngre – så vidt muligt skal behandles uden indlæggelse på sygehus eller anden institution. Den kommunale hjemmesygepleje, eller hjemmesygeplejen/hjemmeplejen i daglig tale, er et vigtigt led til opfyldelse af denne målsætning.
Hjemmesygepleje ydes efter lægehenvisning og er gratis. Ordningen omfatter personer, der opholder sig i kommunen.
Hjemmesygeplejen yder pleje, f.eks. sårpleje, hjælp til medicinering, pleje af døende i eget hjem, samt støtte og vejledning til den ældre og til pårørende. Hjemmesygeplejen skal derudover yde en sundhedsfremmende og forebyggende indsats i kommunerne, og hjemmesygeplejen er et vigtigt bindeled mellem sygehuset, praktiserende læge, den ældre, de pårørende og socialforvaltningen.
Den tætte sammenhæng med den sociale sektors tilbud afspejler sig også i, at de fleste kommuner på forskellig vis har integreret driften af den traditionelle hjemmesygepleje og plejefunktionerne på plejehjemmene.
Kommunerne har ikke længere pligt til selv at ansætte sygeplejersker, men kan vælge at benytte private leverandører. Det er op til kommunen, at foretage tilrettelæggelse af hjemmesygeplejen. Kommunen har fortsat ansvaret for, at der ydes gratis hjemmesygepleje, som udføres enten af kommunen eller en privat leverandør godkendt af kommunen.
Uanset hvilke aftaler der indgås, er det fortsat kommunalbestyrelsen, der har det overordnede ansvar for hjemmesygeplejen, ligesom kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, hvorledes opgaverne varetages.
Vedrørende forebyggende hjemmebesøg, se Hjemmebesøg - forebyggende.
