Ældrecheck (Supplerende pensionsydelse til folkepensionister)

 

 

Ældrecheck maks.                                10.700 kr. pr. år

Formuegrænse (Likvid formue)         74.100 kr.

 

 

„Ældrechecken“ er en supplerende årlig udbetaling til de økonomisk dårligst stillede folkepensionister. For at komme i betragtning skal man være berettiget til folkepension inden den 1. januar i udbetalingsåret. „Ældrechecken“, som også kaldes den supplerende pensionsydelse, kan højest udgøre 10.700 kr. før skat pr. år. pr. person.  


Beløbet udbetales ikke, hvis pensionistens og dennes ægtefælle eller samlevers samlede likvide formue overstiger formuegrænsen på 74.100 kr. – samme formuegrænse som ved helbredstillæg. (Se nærmere om formue under helbredstillæg).

"Ældrechecken" udbetales med den personlige tillægsprocent, hvis den er over 0. Ydelsen nedsættes, hvis pensionisten og en eventuel samlever har indtægter af en vis størrelse ud over folkepensionen, f.eks. ATP, renteindtægter eller ratepension. Indtægtsgrundlaget opgøres på samme måde som for beregning af pension (se Hvordan man opgør indtægter, når pensionen skal beregnes i kapitlet Fællesbestemmelser for folkepension og førtidspension).
     
Beregningen er den samme som ved helbredstillæg, hvor der reguleres i forhold til den personlige tillægsprocent. Der er det samme fradragsbeløb og samme bortfaldsbeløb som ved helbredstillæg. (Se Den personlige tillægsprocent). 

Beløb under 200 kr. udbetales ikke

 

Man skal ikke søge om "ældrechecken", hvis man bor i Danmark. Den udbetales årligt uden ansøgning i januar måned.

 

Kommunen skal, uden særskilt ansøgning undersøge, hvilke pensionister, der på baggrund af oplysningerne om likvid formue og indtægtsgrundlag pr. 01.01.2010, er berettiget til den supplerende pensionsydelse i 2010.

Kommunen kan normalt bruge de oplysninger, som de allerede har om ansøgere til helbredstillæg. I andre tilfælde anvendes de senest indberettede oplysninger til skattemyndighederne. Er formuen efter denne opgørelse mindre end formuegrænsen på 74.100 kr., indhenter kommunen oplysninger fra pensionisten om kontant beholdning og andre værdipapirer, som ikke indberettes til skattemyndighederne. Friværdi i fast ejendom indgår ikke i formueopgørelsen.
    
Ændringer i de økonomiske forhold efter 01.01.2010 er uden betydning for berettigelse til og eventuel efterbetaling af den supplerende pensionsydelse for 2010.
    
Det er samlivsforholdet pr. 01.01.2010, der er afgørende for, om en ægtefælles eller samlevers indtægter og formue skal indgå i beregningen. Også de, der har været samlevende før 01.03.1999 og som efter særlige overgangsregler betragtes som enlige, når pensionstillægget skal beregnes, skal i forhold til ældrechecken betragtes som samlevende. 
    
Hvis man modtager brøkpension, nedsættes den supplerende pensionsydelse i forhold til antallet af bopælsår.
    
Hvis man mener, man er berettiget til "ældrechecken" (den supplerende pensionsydelse) og ikke har modtaget den i januar måned, skal man rette henvendelse til kommunen. Modtager man pensionen månedsvis forud, skal man henvende sig inden udgangen af juni måned. Modtager man pensionen månedsvis bagud, skal henvendelsen ske inden udgange af juli måned. Årsagen er, at kommunen kun kan omregne pensionen, herunder grundlaget for beregningen af "ældrechecken", inden seks måneder efter, at man har modtaget pensionsmeddelelsen vedr. udbetalingen for det kommende år. Går der mere end seks måneder, har man ikke  ret til at få omregnet sin pension med tilbagevirkende kraft, uanset om kommunens grundlag for beregning ikke har været korrekt. Man fortaber derfor retten til "ældrechecken" for det pågældende år.
 

Formuens størrelse fremgår ikke af pensionsmeddelelsen, så vær derfor særlig opmærksom på formuens størrelse pr. 1. januar. Hvis der er sket ændringer i formueforholdene i løbet af året, så er det vigtigt at undersøge om de oplysninger kommunen har stemmer overens med de faktiske forhold.

 

Den supplerende engangsydelse indgår ikke i beregningen af boligydelsen, og den er uden betydning for udbetaling af helbredstillæg, varmetillæg og pensionstillæg.

 

Er man bosat inden for Norden, EU, Lichtenstein eller Schweiz, skal man selv søge den supplerende pensionsydelse. Ansøgningsskema fås i :

Pensionsstyrelsen

Landemærket 11

DK-1119 København K

Telefon 33955000 dagligt 10 til 14

 

Ansøgningen skal være i Pensionsstyrrelsen senest 31.08.2010 .



Sidst opdateret 29-07-2010 13:46 

Tilbage til Folkepension

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

Bestil Værd at vide

Den nye udgave af Værd at vide 2010 er lige ved at være klar. Den kan bestilles her på siden fra d. 28. januar

 

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686