JobskifteaftalenAftalen omfatter pensionsordninger, der er led i ansættelsesforhold. Aftalen giver den ansatte mulighed for at overføre sin pensionsordning fra et selskab til et andet i forbindelse med jobskifte. Aftalen fastlægger de regler, selskaberne skal anvende ved overførslen. Overførslen sker uden omkostninger eller med lave omkostninger (der er forskel fra selskab til selskab), og som oftest vil ordningen kunne flyttes, uden at der skal afgives nye helbredsoplysninger.
Hvis man ønsker at overføre sin gamle pensionsordning til en ny, skal det ske inden for 36 måneder, fra man har fratrådt det gamle job. Det er den ansatte, der bestemmer, om pensionsordningen skal flyttes. Man skal ved en flytning specielt være opmærksom på, at flytning til en anden ordning også kan medføre ændring af den bonusberegning og risikodækning, der er knyttet til ordningen.
Dog gælder der en særlig regel for pensionsordninger ”af mindre værdi”. Som hovedregel kan disse overføres, selv om der er gået mere end tre år. Mindre værdi svarer her til loftet over indbetaling til kapitalpension, dvs. 46.000 kr. i 2012. Da de løbende omkostninger kan have relativt stor betydning for små opsparinger, kan denne regel være en anledning til at samle mindre ordninger.
Andre flytningerFor andre ordninger i forsikringsselskaber er der sket en udvikling mod lempeligere regler og mindre omkostninger for flytning til et andet selskab. Dog skal man undersøge konsekvenserne grundigt, f.eks. omkostninger i afgivende og modtagende selskab, omkostning til eventuelt kursværn i afgivende selskab, omkostninger ved eventuelt salg af værdipapirer samt eventuel ændring i forsikringsdækning.
SkatSkattereglerne sætter grænser for, hvilke pensionsordninger der kan flyttes mellem, hvis det ikke skal udløse skat.
Der kan flyttes fra en
kapitalpension til en anden kapitalpension, til en
ratepension og til en
livrente (pensionsordning med løbende udbetaling), men ikke fra ratepension eller livrente til kapitalpension.
Der kan flyttes fra en ratepension til anden ratepension og til en livrente, men ikke fra livrente til ratepension.
Der kan flyttes fra en livrente til en anden livrente.
Endvidere kan en indekskontrakt i et pengeinstitut flyttes til et andet pengeinstitut, og en indekskontrakt i forsikringsselskab kan flyttes til et andet forsikringsselskab.
Ophør af bidragHvis man holder op med at arbejde – uden at gå på pension – eller skifter til et job, hvor man ikke er omfattet af en pensionsordning, har det betydning for pensionen. I nogle tilfælde kan man selv fortsætte med at betale bidrag, evt. ved at få sin arbejdsgiver til at fratrække et beløb i lønnen og indbetale det til pensionsordningen.
Hvis indbetalingen ikke fortsætter, vil det for det første betyde mindre pension i fremtiden. For det andet kan det have betydning for de forsikringsdækninger, der ofte er knyttet til en pensionsordning.
I nogle pensionsordninger vil man i en periode bevare dækningen i form af invalidepension, ægtefælle- og børnepension mv., ved at bidraget til forsikringsdækningen tages af opsparingen, mod at alderspensionen bliver tilsvarende mindre (bidragsfri dækning).
I andre tilfælde bevarer man de rettigheder, der allerede er optjent, men den forsikringsmæssige dækning bliver væsentlig mindre, end den ville have været, hvis man var fortsat med at betale bidrag (hvilende pension/fripolice). I visse tilfælde bortfalder dækningen helt, når bidraget ophører f.eks. en gruppelivsordning i en arbejdsmarkedspension.
Hvis man holder op med at arbejde på grund af sygdom eller arbejdsløshed, bør man kontakte sit pensionsselskab for at høre, hvordan man er stillet.