Lønmodtagernes Dyrtidsfond

De lønmodtagere, der var på arbejdsmarkedet i perioden 01.09.1977 til 31.08.1979, fik indefrosset to dyrtidsportioner, som staten indsatte på individuelle konti, og som Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) forvalter. 
 
Et LD-medlem, der var fuldtidsansat i hele perioden, fik indbetalt 4.368 kr. Det beløb er vokset til ca 100.000 kr. for et medlem, der ikke på noget tidspunkt har valgt investeringspuljer. Medlemmer, der ikke var på arbejdsmarkedet i den fulde periode, eller som ikke var fuldtidsansat, fik indbetalt et mindre beløb.

Det indbetalte beløb var ikke afhængigt af indtægtens størrelse, men alene af graden af beskæftigelse.
 
Udbetaling
Man kan få udbetalt LD-opsparingen, når man bliver 60 år. LD-opsparingen kan hæves helt uafhængigt af, om man i øvrigt har kapitalpensioner og uden betydning for retten til at fratrække bidrag til kapitalpensioner i grundlaget for indkomstskat (se også afsnittet om Kapitalpension).
 
Beløbet kan desuden udbetales, hvis man: 
 

  • er tilkendt social førtidspension
  • er tilkendt tjenestemandspension eller tjenestemandslignende pension
  • er tilkendt alders- eller invalidepension fra godkendt pensionsordning
  • er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 50% eller derover
  • er tilkendt udenlandsk pension, der svarer til ovenstående
  • er eller har været ramt af livstruende sygdom.

Man kan også få beløbet udbetalt, hvis man vil flytte eller er flyttet til udlandet, og man ikke agter at tage varigt ophold i Danmark igen. Eller ved varigt ophold på Grønland eller Færøerne i mindst fem år. 

 
Personer visiteret til fleksjob kan ikke få udbetalt LD-opsparingen, medmindre de opfylder andre kriterier.
 
Man kan lade LD-opsparingen blive stående hos LD så længe man ønsker. Når man fylder 70 år, udbetales beløbet dog automatisk, med mindre man skriftligt meddeler LD, at beløbet skal blive stående i LD. LD informerer skriftligt om dette ca. en måned før, man fylder 70 år. Ved lønmodtagerens død udbetales beløbet til boet.
 
Skat
Ved udbetalingen betales en afgift til staten på knap 40% af det indestående beløb. Dog kun 25% af saldoen før 31.12.1979.
 
Udbetalingen består således af:
 
Indbetaling fra staten i 1977-79
+ tilskrevet afkast
– afgift til staten
= udbetaling til kontohaveren
 
Puljer
Du har mulighed for at vælge, hvordan din LD-opsparing skal investeres. Du kan vælge mellem forskellige investeringspuljer. Hvis du ikke selv ønsker at vælge puljer, placeres din opsparing i LD Vælger. 
 
Flytning 
LD-kontoen kan også flyttes til en pensionsordning i et pengeinstitut eller et forsikringsselskab. 
 
Når opsparingen er flyttet, gælder udbetalingsreglerne, herunder beskatning mv., for den modtagende ordning. Man bør derfor undersøge disse forhold, før man evt. vælger at flytte sin opsparing. Det er ikke muligt at flytte opsparingen tilbage til LD igen, hvis den først er flyttet ud.
 
Selv om LD-opsparingen på mange måder minder om en kapitalpension, adskiller reglerne for LD sig på to væsentlige punkter fra reglerne for en kapitalpension:
 

  • Ved udbetaling af LD-opsparingen mister man ikke muligheden for at foretage indbetaling på en kapitalpension. Hvis LD-opsparingen derimod flyttes til en kapitalpension i et pengeinstitut eller et forsikringsselskab, kan man ikke få udbetalt et beløb, efter man er fyldt 60 år, og derefter fortsætte med at indbetale til kapitalpension (se Kapitalpension)
  • En kapitalpension skal senest udbetales ved 75 år. For LD er der ikke nogen øvre aldersgrænse for udbetaling. Ved at flytte LD-opsparingen til en kapitalpension, mister man muligheden for at have et beløb stående, hvor renterne ikke indgår i den skattepligtige indkomst og ved regulering af sociale ydelser, og hvor beløbet ikke indgår i den likvide formue, hvilket også kan have betydning for visse sociale ydelser.
 
En eventuel flytning håndteres af den modtagende pensionsordning.
Ved flytning trækker LD et gebyr på 60 kr. plus 0,40% af opsparingens værdi til dækning af LD's omkostninger ved flytningen. Hertil kan komme omkostninger i den modtagende pensionsordning, f.eks. omkostninger ved investering i puljer eller værdipapirer. 
 
Yderligere oplysninger fås på LD’s hjemmeside www.ld.dk eller, LD Medlemsservice, tlf. 70 13 13 77
 

Søg i Værd at vide
Fandt du ikke, hvad du søgte?
Søg i Værd at vide

 

Bestil Værd at vide 2012
Ældre Sagens rådgivning udgiver opslagsbogen Værd at vide. Her kan du finde svar på spørgsmål om fx arbejds-markedet, om arv og gæld, om hjemmehjælp, investering og opsparing med meget mere. Bogen kan bestilles fra primo marts.
Bestil Værd at vide 2012

Ældre SagenNørregade 491165 København KTlf.: 3396 8686